Folkeskolen beretter i denne uge om Skjoldborg Skole. Efter sommerferien skal den 200 år gamle landsbyskole sendes på museum. En æra er slut, og en etnograf følger de sidste måneders undervisning for at finde ud af, hvad der er særligt ved den type skole. Hun hæfter sig blandt andet ved det personlige forhold mellem lærere og elever, en høj grad af undervisningsdifferentiering - og en kreativ kultur.

Man må håbe, at noget af dette kan overleve uden for museet også. Men udsigterne er ikke alt for lyse. For i resten af verden er det homo economicus, det økonomiske menneske, som dominerer.

Forleden udkom lidt uden for mediernes søgelys en rapport fra OECD, den vestlige økonomiske samarbejdsorganisation. Den analyserer, hvad der er hot og not i den danske folkeskole - og hvad man bør gøre.

Det er en god ide at lytte. For sidste gang, OECD mente noget om den danske folkeskole, førte det - sammen med andre evalueringer - blandt andet til indførelse af nationale test.

Og der skal ske forbedringer. Så længe en sjettedel af eleverne forlader skolen uden at kunne læse godt nok, er ingen tilfredse.

Men der er ikke meget hot i rapporten. OECD griber opgaven med den danske folkeskole an, som om der er tale om en bilfabrik, der producerer for mange fejl.

Løsningen er kort fortalt at analysere, indføre incitamentsstrukturer og kvalitetsstyring. Der skal for eksempel være karriereveje for lærerne, som skal vurderes og certificeres. Skolelederne skal have en kompetenceprofil, og der skal opbygges et system, »der bygger på principper, kriterier og referencepunkter for skoleudvikling .«, står der blandt andet.

Helt i tråd med det, som Skolerådet har foreslået i denne uge: Centralt fastsatte basismål og flere test og mere evaluering.

Men er det, fordi der ikke bliver evalueret, at der er for mange elever, som ikke lærer nok?

Nej, det er der ikke noget, som tyder på. Rapporten refererer, at der foregår meget forskellig evaluering i skolen.

Er årsagen så, at der mangler et overordnet kvalitetsstyringssystem?

Et ordsprog siger, at hvis man er en hammer, ligner ethvert problem et søm.

Hvis man er en systematiker fra OECD, må den brogede danske folkeskole ligne noget, som trænger til at blive ryddet op: Befolket med lokale ildsjæle, ledere af alle slags, kommuner og skoler, som vælger hver sin model, elever, som insisterer på at få plads, og lærere, som mener, at både personlig dannelse og faglighed er vigtig.

Naturligvis skal elevernes læring evalueres og skolen udvikles. Men som professor Per Fibæk Laursen argumenterer for, kan god undervisning se ud på mange måder, og lærerens professionelle opgave er så at mestre et bredt spektrum af metoder og viden og være i stand til at vurdere, hvornår de skal sættes i spil.

Det er alle lærere naturligvis ikke verdensmestre i. Det er hundesvært. Men der er ingen genvej.

Den erkendelse mangler OECD. I stedet for at satse på systemer burde organisationen sammensætte et team med både systematikere, praktikere og gartnere, som kan få resultater til at vokse og gro i en mangfoldig verden.

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org