I disse uger, hvor den katolske kirke er på alles læber, kan det måske være på sin plads at se lidt på, hvordan spørgsmålet om seksuelle overgreb er blevet håndteret inden for folkeskolens rækker.

Allerede før Første Verdenskrig begyndte man i de ministerielle korridorer at overveje, hvad man skulle stille op. Der var ikke mange, men cirka hvert andet eller hvert tredje år landede der en sag om uterlighed, som det hed dengang, på ministerens bord. Udfordringen bestod i at skade skolen som institution mindst muligt. Som hovedregel var det mest synd for læreren. Børnene var der sjældent tanke for. Især de store piger var dømt ude som troværdige vidner af datidens sagkundskab, og også mange forældre tilkendegav, at de helst så, at der ikke blev talt mere om den sag. Frem til 1920'erne blev sagerne fejet ind under bordet, og man fandt mindelige løsninger, som altovervejende bestod i, at læreren fik en advarsel eller blev sendt på (tidlig) pension.

Men fra midten af 1920'erne var det ikke længere en holdbar strategi. Antallet af sager voksede, og hvor det tidligere ofte havde drejet sig om lærere, som fandt seksuel tilfredsstillelse i at prygle og pine elever, handlede det nu snarere om lærere, som forsøgte med kærlighedens stærke arm. Fordi de tog eleverne op på skødet, fordi de udviste ekstra omsorg for bestemte elever - eller fordi de talte lidt for åbent med dem om forplantningens mysterier.

Der var dog også lærere, som var psykisk syge, og en enkelt masturberede foran hele klassen. I juni 1929 udsendtes derfor det såkaldte berøringscirkulære, som stod ved magt til engang i 1980'erne. Det fremgik, at enhver form for berøring af eleverne, venlig som uvenlig, var forbudt. Medmindre det var højst fornødent. Det sidste refererede til, at det indtil 1967 var tilladt at slå eleverne. I løbet af 1930'erne indledte Undervisningsministeriet en kampagne til forebyggelse mod den type sager. Den skærpedes under krigen, hvor antallet af sager voksede og fik nye dimensioner, idet de første sager om drenge begyndte at dukke op. Sådan fortsatte det op gennem 1950'erne, hvor drengesagerne helt overskyggede sager med piger, og den kolde krigs homofobiske klima holdt sit indtog i skolen. I 1960'erne vendte bøtten igen, nu var det skolepigeforelskelserne, som optog sindene, men i tidens frisindethed blev dette ikke set som det helt store problem. Hvor dømte lærere førhen var blevet nægtet genansættelse i folkeskolen, stod døren nu på klem.

Hvad der videre hændte, trænger til en nærmere undersøgelse. Er udviklingen i antallet af sager blevet en anden? Er deres karakter ændret? Og har grænserne for, hvad børn og forældre vil tolerere, rykket sig? Svarene blæser i vinden, men historien lærer os, at holdning og håndtering af sager om seksuelle overgreb på børn er et spejlbillede af deres samtid. Derfor er det måske ikke (helt) så overraskende, at de mange sager i den katolske kirke er dukket op på et tidspunkt, hvor barndommen (næsten) ikke kan være os mere hellig.