En fantastisk historie - og en hjertebog for forfatteren, historikeren Hans Sode-Madsen. Med denne bog indfrier han et tyveårigt gammelt løfte (til de involverede), og han fremlægger nu den første, brede, samlede skildring af redningen af 10.000 danske og norske fanger fra tyske koncentrationslejre, fængsler og tugthuse i anden verdenskrigs vanvittige slutfase.

Hertil kom redningen af cirka 7.000 hollandske, belgiske, franske, tjekkiske og polske fanger fra kvindelejren Ravensbrück, således at det samlede antal reddede i maj 1945 kunne opgøres til 17.500. Hans Sode-Madsen tøver ikke med at konstatere, at denne redning med De Hvide Busser i sandhed er en stjernestund i besættelseshistorien på linje med redningen af jøderne til Sverige i oktober 1943.

I det mytologiske eftermæle er Folke Bernadotte helten, der redder fangerne hjem i De Hvide Busser. Hans aftaler med Himmler var afgørende for, at operationen i det hele taget kunne lade sig gøre. Det er helt rigtigt. Men uden en tidlig indsats fra nogle fremsynede, modige danskere kunne Bernadotte ikke have fået alle med hjem.

Og så er vi - igen - nødt til at minde om tingenes tilstand i Danmark under krigen:

Danmark var underlagt en "Fredsbesættelse". Samarbejdspolitikken betød, at ingen danskere før 29. august 1943 blev sendt sydpå til koncentrationslejre eller lignende. Efter bruddet hin augustdag endte efterhånden 6.000 danskere i tyske lejre og fængsler. Uden regering trådte departementschefstyret til. Og det er utrolig flot, hvad disse embedsmænd formåede at udrette.

Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen var ordførende i forhold til tyskerne, men den unge, kølige ildsjæl af en departementschef i Socialministeriet, Hans Henrik Koch, samlede, med sekretær Finn Nielsen som sin højre hånd, en aktiv stab omkring sig, som sørgede for, at livsvigtige Røde Kors-pakker kunne afsendes til de internerede i Nazi-Tyskland.

Man etablerede Det danske Hjælpekorps, og med det gjorde man allerede i december 1944 værdifulde erfaringer i Tyskland, inden Folke Bernadotte kom på banen. Og man var, da det virkelig gjaldt, forberedt til handling: Med elendige, men velorganiserede danske DSB-busser og svensk materiel af første klasse gik man i marts 1945 i gang med en fuldkommen vanvittig opgave: at redde mennesker ud af tysk fangenskab, mens krigen rasede om nærmeste hjørne.

Hans Sode-Madsen fortæller fascinerende om, hvordan skandinaverne manøvrerer mellem de tyske civile, politiske og militære myndigheder i et samfund under total opløsning. Direkte bestikkelse i form af mad og sprut letter ofte vejen til fangernes frigivelse.

Bernadotte mente ikke, at de 481 danske jøder i Theresienstadt kunne reddes. Det mente danskerne dog, og det lykkedes, lige før lukketid i april 1945, at få samtlige danske jøder hentet hjem i svenske busser!

Sode-Madsens bog er en nøgtern, ligefrem og gribende beretning om, hvad det var, De Hvide Busser hentede hjem - og hvilke modige, civile mennesker der gjorde det muligt. Hans bog bør være tilgængelig på ethvert skolebibliotek.