Børn er født med evnen til at opføre sig etisk. De er ikke - som mange tror - små egoister, som først efterhånden kan tvinges til at lære medfølelse. Små børn kan føle med andre, græde, når de græder, og smile, når de smiler, viser mange undersøgelser. Men denne viden afspejler sig ikke i, hvordan vi opfører os i skolen eller blandt forældre.

Denne opsang kommer fra William Damon, professor ved Stanford-universitetet i USA og leder af afdelingen for unge. Han udtaler sig med afsæt i den forskning, der findes om børn, moral og etik. William Damon har for nylig besøgt Danmark og fortalt om sin forskning i etik og undervisning.

Blandt andet har han talt moral med grupper af teenagere, som begår grov vold.

'Det viser sig, at der altid er et eller andet, de føler for. For eksempel deres lillesøster. De kan græde, hvis hun slår sig, og er samtidig i stand til at skære halsen over på en gammel dame uden at føle noget. En ung voldelig, som jeg talte med, var altid meget ked af det, når juletræerne blev taget ned og smidt ud. De smukke træer! Det er afsporet, men de har faktisk evnen til empati', siger William Damon.

'I almindelighed lærer børn hurtigt at dele med andre for eksempel på legepladser. De forstår, at hvis jeg gør sådan og sådan mod en anden, sker der noget bestemt. Og de har en klar opfattelse af retfærdighed. En af de sætninger, man oftest hører på en legeplads, er: Det er ikke retfærdigt!'

'Børn er ikke født egocentriske. De tager hensyn til andre. Helt små børn kan give deres sut til mor, hvis hun er ked af det. Det er begyndelsen til forståelse for andre. Når de er ti år, kan de så forstå, at mor måske har brug for noget andet end en sut. De kan indleve sig i andres behov og tankegang', siger han.

Unge idealister

Men skal det oprindelige anlæg for empati udvikles, skal det foregå i samspil med omgivelserne.

Her er voksne afgørende som idoler, rollemodeller. Børn lærer også af hinanden. Men fra de voksne skal de lære noget om deres historiske arv, traditioner og regler. De skal opleve, at de er en del af en kultur, og have noget at tro på, når de bliver unge.

'Unge er idealister og har typisk en vision for, hvad de vil med deres liv, noget, der rækker ud over dagligdagen. De vil kurere kræft, opdrage vidunderlige børn, lave verden om, gøre en forskel.

Det kan godt være, at de senere korrigerer deres mål, men de skal have en følelse af retning, af formål. Pointen er, at det ikke er den voksne, som skal sige, at det er urealistisk. De skal nok selv korrigere.

Det er meget værre, hvis de unge selv giver op og accepterer en kynisk holdning', siger William Damon.

Mange af problemerne skyldes, at vi i misforstået hensynsfuldhed misforstår, hvordan man skal tage sig af børn, mener professoren.

William Damon fortæller blandt andet om en undersøgelse, som viser, at i dag er det kun en fjerdedel af børnene - i den vestlige verden - som har faste pligter i hjemmet. De får penge for at udføre dem.

Ifølge forældrene skyldes det, at de voksne vil skærme børns i forvejen stressede liv for yderligere belastning.

'Men det at gøre noget for andre, for eksempel sin familie, er med til at bygge karakteren op. Det er sundt at tage ansvar for andres velfærd, at være en del af et samfund', siger William Damon.

'Vi tror, at børn er skrøbelige. Vi tror, at det ødelægger deres selvtillid, hvis vi melder klart ud, hvad de skal gøre, og når de gør noget forkert'.

'Vi mener, at det vigtigste først er at give dem selvtillid. Derfra vil de udvikle sig til sociale og moralske individer, som efterhånden lærer de meget vanskelige regler om ikke at stjæle og ikke gøre ondt mod andre. I stedet for at gå ud fra, at det falder dem helt naturligt at tænke over, hvad der er rigtigt og forkert, og forholde sig til det'.

Han har selv været konsulteret af blandt andre en mor, som var uenig med sit barns skole om, hvordan man skulle reagere, da hendes søn stjal penge fra de andre børn.

'Skolen ville ikke sige til drengen, at han stjal. I stedet hed det 'ikke samarbejdende opførsel'. Lærerne mente, at der måtte være noget, der smertede drengen, siden han stjal. Det synspunkt stammer fra opfattelsen af børn som hjælpeløse væsener, som skal beskyttes. I stedet for at sige, at børn fra helt små er veludstyret med moralske forudsætninger, og de udvikler sig ved at få nogle udfordringer', siger William Damon. Han understreger, at man selvfølgelig skal bebrejde barnet handlingen - ikke hele personen.

Hvorefter den amerikanske forsker høfligt understreger, at det samme sikkert ikke kunne ske i Danmark.

Men en mor skynder sig at fortælle, at hendes barn ikke længere må lege med Pokémon-kort i skolen, fordi nogle af børnene stjæler kortene fra de andre. Derfor er de blevet forbudt. For ikke at friste børnene til at stjæle.

'Det er helt forkert. Man skal netop bruge den slags situationer til at lære børn at håndtere værdier på en etisk rigtig måde. Senere i livet kommer vi jo ofte ud for at skulle tage os af værdifulde ting uden at stjæle dem. Derfor nytter det ikke at forbyde de situationer, hvor børnene netop kunne få en nyttig lærdom', lyder det klare svar fra forskeren.