Der har i Folkeskolen været en del debat om OECD's Pisa-undersøgelse. Nogle af de oplysninger, der på den måde er kommet frem, er desværre blevet misforstået eller er ikke forstået i den sammenhæng, hvori de hører hjemme. Derfor er der god grund til endnu en gang at se på, hvad man kan bruge resultaterne til.

Pisa står endnu

Det er ikke første gang - og formentlig heller ikke sidste - i verdenshistorien, eller i den danske pædagogiske debat, at rygmarvsreaktionen har været at dræbe budbringeren frem for at overveje budskabet. Der er ingen af de indvendinger, der hidtil har været rejst vedrørende Pisa-resultaterne, som har fået os til at miste tiltroen til deres troværdighed. Mener man, at det, der undersøges, har begrænset interesse for danske forhold, så fortæl os, hvilke af de beskrevne kernefærdigheder det ikke er nødvendigt for danske unge at mestre?

Mener man, at det er uinteressant at få at vide, at det danske skolesystem er dårligere end de andre nordiske systemer til at kompensere for elevernes sociale baggrund?

Mener man, at det er lige meget at få at vide, at der i Danmark findes uudnyttede potentialer i matematik hos piger og - mere generelt - hos elever med en indvandrerbaggrund?

Mener man, at det ikke har nogen betydning, at en meget stor del af de danske unge har så ringe viden om de naturvidenskabelige fagområder og problemstillinger, at de ikke kan tage kvalificeret stilling til dem?

Er man kold over for, at cirka hver femte af de danske unge har læsefærdigheder, der giver betydelig risiko for marginalisering i forhold til uddannelse og arbejde?

Ja, så har man ikke brug for Pisa-undersøgelsen.

Vi mener til gengæld, der er brug for, at der bliver stillet kvalificerede spørgsmål til undervisningspraksis og resultaterne af den. Derved kan vi også i Danmark bedre udvikle vores praksis og i højere grad opfylde målsætningen med folkeskolen.

Som også Folkeskolens journalist, John Villy Olsen, er opmærksom på, så kan store, internationale undersøgelser blive så komplicerede, at de er vanskelige at finde hoved og hale på.

Alle former for undersøgelser er behæftet med usikkerhed. Det gælder også for de erfaringer, den enkelte selv gør sig. Vi er meget lidt tilbøjelige til at anerkende, at vores egne erfaringer kan være behæftet med en usikkerhed, når der skal generaliseres til almene forhold. I hvor høj grad kan vi for eksempel tro på, at Folkeskolens seneste artikler fra Finland (i nummer 7, 8 og 9/2002) giver den endegyldige beskrivelse af hele undervisningssituationen der? Hvor stor er usikkerheden?

Erfaring kontra undersøgelser

I kvantitative undersøgelser, som bygger på statistiske modeller for repræsentativitet, er der selvfølgelig også en usikkerhed. I modsætning til vore egne erfaringer så kan den usikkerhed beskrives eksakt, og man har ved udvælgelsen af de personer, der skal deltage, taget en række forholdsregler for at sikre så godt som muligt, at de 'erfaringer', der indhentes, nu også kan generaliseres. Når man derefter i Pisa-undersøgelsen finder, at cirka hver femte danske 15-årig læser så dårligt, at de 'vil have vanskeligt ved at anvende deres læsning som et redskab i deres fortsatte uddannelse og i deres fremtidige arbejde', så betyder det ikke, at det nødvendigvis vil være sådan for alle de elever, som klarede sig dårligt i den test, Pisa-resultaterne bygger på. Det betyder med 95 procents sikkerhed, at mellem 17 og 19 procent af de elever i Danmark, der var 15 år på undersøgelsestidspunktet (hvad enten de deltog i undersøgelsen eller ej), vil have svært ved at klare læsekravene i et fremtidigt uddannelsesforløb eller job, forudsat at beskrivelsen af kvalifikationerne, der afspejles af færdighedsskalaens forskellige niveauer, har gyldighed.

Sådan har det altid været

Man kan mene, at det ikke er så mærkeligt, for sådan har det altid været. Vi vil altid have en restgruppe, som klarer sig dårligere end den store gruppe af elever. En international undersøgelse viser netop sin berettigelse der, hvor det kan vises, at sådan behøver det ikke at være i alle skolesystemer. I Finland - hvad så end Folkeskolens journalist mener om det finske skolesystem - er andelen af elever, som højst klarer opgaverne på dette niveau, helt nede på 6,9 procent, og i Sverige er den kun på 12,6 procent. Vi kan således konstatere, at det i højere grad er lykkedes i Sverige og Finland at styrke læsefærdighederne hos de svageste elever, så det ikke senere behøver at være en klods om benet i elevernes videre udvikling.

Det har været fremført i debatten, at der er så store forskelle mellem landenes uddannelsessystemer, at man ikke kan sammenligne dem - og det er rigtigt, at der er store forskelle. I Frankrig er det for eksempel helt op til 44 procent af de 15-årige, som er dumpet mindst én gang - og i andre (eller de samme) lande begynder eleverne langt tidligere i skole, end det sker i Danmark.

Det betyder ikke noget for Pisa-resultaternes troværdighed, men vi må indrømme, at den type oplysninger kan betyde meget for, hvilke skolesystemer vi mener, det er klogt at importere elementer fra i forsøget på at forbedre det danske skolesystem.

Pisa har undersøgt 15-årige, uanset hvor de har været placeret i uddannelsessystemet. Hvis man kun havde undersøgt et bestemt klassetrin, så kunne andelen af oversiddere betyde noget for de udvalgte elevers repræsentativitet. Men i Pisa er det hele årgangen af 15-årige i uddannelsessystemet, der er målgruppen. Det betyder således først noget, hvis der er store forskelle mellem landene i, hvor mange 15-årige der stadigvæk befinder sig i uddannelsessystemet. Derfor kan det være vanskeligt at sammenligne danske forhold med forholdene i Mexico, hvor kun cirka 52 procent af de 15-årige stadigvæk modtager undervisning. Det kan også tænkes at influere på resultatet fra Korea, at man der kun finder cirka 85 procent af de 15-årige i skolen. Man kan tænke sig, at de 15 procent, der ikke indgår i undersøgelsen, næppe er de mest boglige af de 15-årige. Men i stort set alle de andre undersøgte lande er mere end 95 procent af de 15-årige stadigvæk under uddannelse. I Danmark drejer det sig om 97,2 procent, og det er den laveste repræsentation i Norden (se side 203 i den danske rapport).

Undervisningens indhold

Dertil kommer, at vi ikke beskæftiger os med, hvad der står i skolesystemernes uddannelsesplaner. Med et citat fra den danske rapport kan vi sige: '... at målet med Pisa-undersøgelsen ikke har været at se, hvordan eleverne levede op til de enkelte landes læseplaner. Det har i stedet været målet at fokusere på de færdigheder, som man i en international sammenhæng er enige om vil være kernefærdigheder i morgendagens samfund. Man kunne derfor godt teoretisk tænke sig, at der er områder, som man internationalt mente, det var vigtigt for 15-årige at beherske, mens man i Danmark kunne forestille sig, at disse færdigheder først ville være vigtige på andre tidspunkter i et uddannelsesforløb. Hvis ikke man i en dansk uddannelsessammenhæng vurderer, at disse områder er vigtige for 15-årige, så ville der heller ikke være problemer med, at de danske elever klarede sig markant anderledes end andre landes elever, hvor disse områder sættes højt' (side 61).

Kernefærdigheder

For at man selv kan tage stilling til den teoretiske mulighed, som er nævnt i citatet, er både i den danske rapport og i det internationale materiale grundigt beskrevet, hvad man mener er kernefærdigheder inden for de tre fagområder, ligesom der er givet adgang til fyldige og kommenterede eksempler på de typer af tekster og opgaver, eleverne har været stillet over for. Det er vores vurdering, at de kernefærdigheder, der beskrives i Pisa, også er vigtige kernefærdigheder for den danske folkeskole - om end det ikke er en udtømmende beskrivelse af hele skolens målsætning. Det er derfor ikke helt trivielt, hvordan danske elever klarer de stillede opgaver.

Folkeskolen har indvendt, at danske elever ikke er lige så vant til at tage en test, og derfor vil de i en sammenligning klare sig dårligere end elever fra de lande, som gennem skolegangen ustandseligt udsættes for formaliseret testning. Når man står i en formaliseret testsituation, gælder det om at kunne anvende sin viden bedst muligt. Man kan således i stedet se på det som et spørgsmål om differentierede læsestrategier. En vigtig del af anvendelsen af differentierede læsestrategier er at stille sig selv spørgsmålet, hvilken læseopgave man står over for: Hvad er rammerne? Hvad er målet? Og under hvilke forhold vil arbejdsprocessen forløbe? Ud fra disse overvejelser vælger man sin læsestrategi. Hvis man da har nogen at vælge imellem! For måske er en del af problemet, at vi i for lang tid har troet, at når den første læseundervisning var overstået, så var undervisningen i læsning også overstået?

I den grundige instruktion inden testen blev eleverne instrueret i en effektiv testtagningsstrategi: Lad være med at bruge for megen tid på opgaver, du ikke kan klare, og hvis du er i tvivl, så skriv det, du synes passer bedst. Dette skete netop for at give alle elever adgang til en egnet svarstrategi uanset deres eventuelle testvanthed.

Hertil kommer, at den teststrategi, man kan lære sig af gentagne testninger, er mest effektiv ved lukkede svarkategorier - de såkaldte multiple-choice-spørgsmål. Men Pisa-testen består af en række forskellige spørgsmålstyper, og så er en overfladestrategi ikke nær så effektiv. I udgangspunktet sigtede man i Pisa mod, at mindst 40 procent af alle opgaverne skulle bestå af åbne spørgsmål, hvor eleverne selv skulle formulere deres svar. I den endelige version nåede man helt op på 55 procent åbne spørgsmål, mens kun 38 procent er i et lukket svarformat. De sidste syv procent er spørgsmål, som skal besvares gennem komplekse, lukkede svarformater. I sådan en blanding bliver det langt mere vigtigt, om man rent faktisk kan svare på spørgsmålene, end om man kender til en overfladestrategi for testtagning.

Et godt udgangspunkt

Vi tror på, at man med held kan bruge Pisa-rapporterne i en konstruktiv dialog. Netop fordi undersøgelserne sigter mod at kunne beskrive både status og udviklingstendenser gennem en årrække, har vi en enestående mulighed for, i de fremtidige Pisa-resultater, at kunne se effekten af de initiativer, vi - efter moden overvejelse - beslutter os for at iværksætte her og nu. Man skal ikke være bange for, at OECD giver sig af med at promovere særlige skolesystemer eller livsanskuelser. OECD er - i denne sammenhæng - i stedet optaget af at beskrive forskelle mellem skolesystemer på en lang række områder så præcist som gørligt. Det er så op til de enkelte lande selv at træffe de politiske konsekvenser af den viden, de får derved.

På www.folkeskolen.dk findes en mere fyldig version af forskernes artikel, og her - under menupunktet Biblioteket - kan man også finde et tema, hvor samtlige Folkeskolens og folkeskolen.dk's artikler om Pisa er samlet.

'Forventninger og færdigheder - danske unge i en international sammenligning' kan anskaffes via www.sfi.dk og koster 298,- kroner. Den internationale rapport: 'Knowledge and Skills for Life' kan downloades eller bestilles fra www.pisa.oecd.org