Endnu en af de gamle kammerater er ikke mere. Underligt og mærkeligt at få beskeden om, at Thorkild Hansen er død. Endnu en gang går tankerne til de mange arbejdsrelationer, der var en del af arbejdet i Danmark Lærerforenings hovedstyrelse. Thorkild og jeg mødte hinanden i hovedstyrelsen. Vi fandt hurtigt ud af, at vi swingede sammen.

Selv om vi kom fra hver vores del af landet, havde vi de samme fagpolitiske synspunkter, og vi fandt hurtigt sammen i et herligt makkerskab, der hurtigt udviklede sig til mere end bare et makkerskab. Vi delte stort og småt. Lige så hurtigt det var etableret, lige så hurtigt forsvandt det igen, da arbejdsrelationerne skiftede. Sammen var vi båret af ønsket om at være til stede, der hvor det betød noget for os, nemlig i Danmarks Lærerforening. Andre kammerater har oplevet det samme. Vi var tætte, vi brændte for sagen, ja, den fyldte hele vores liv, men når det var slut, så var det virkelig slut.

Sådan var det også for Thorkild. Han brændte for Danmarks Lærerforening, brugte ufattelig megen tid på de forskellige problemstillinger, der var på dagsordenen i Lærerforeningen. Hans indsigt, hans utrættelige arbejdsindsats og ikke mindst hans udholdenhed var til stor inspiration. Thorkild rummede en arbejdsindsats af de helt store, det gjaldt, når det handlede om at fremstille kursusmateriale, eller når det handlede om bygningen af en autocamper. Han ville det hele, og han magtede det. Vi fulgte hinanden, var vi ikke sammen rundt i landet eller i København, glødede telefonen, nye ideer blev endevendt, blev afprøvet, og aftaler blev indgået. Man kunne altid regne med Thorkild, når noget var aftalt, så blev det som aftalt, det var Thorkild en garanti for. Autocamperen blev vores rullende kontor, Thorkild kørte, og jeg sad bagi og skrev tekst til transparenter. Det blev lavet om mange gange, for Thorkild ville have, at det var helt i orden.

Efter hovedstyrelsen vendte Thorkild tilbage til arbejdet som lærer i folkeskolen. Og en af de få gange, vi snakkede sammen efter hovedstyrelsen, fortalte han om et godt liv i Solrød sammen med sin Inge-Lise. Det er slut nu, tankerne går tilbage. Thorkild var en gevinst i ethvert sandt sammenhæng, jeg er stolt og glad for, at jeg lærte ham at kende.

Æret være hans minde.