Finn Held blev 86 år. Han nåede meget. Lærer, redaktør og debattør, seminarielektor, forfatter og inspirator.

Jeg mødte Finn Held første gang i 1970 på Pædagogisk Central i Albertslund, hvor han holdt foredrag om de mange muligheder og forpligtelser, vi havde som lærere i folkeskolen. Han var spændende og inspirerende. Og han provokerede mig. Det var noget pjat at forsøge at få elever til at skrive på begge sider i kladdehæftet. Danmark var et rigt land, så det var unødvendigt, sagde han. Den detalje var skyld i, at jeg væltede en spændende debat. Det grinede vi sammen ad senere, når vi mødtes.

Finn var lærer på Pilegårdsskolen i Kastrup fra 1958 til 1965 og på Kroggårdsskolen i Næsby ved Odense fra 1965 til 1967 (rettet 17/6, red.). Så blev han cand.pæd. og kom til Blaagaard Seminarium, hvor han var indtil 1999. Indirekte kom jeg til at kende ham, syntes jeg, for jeg arbejdede sammen med flere af hans tidligere studerende, der henviste til ham med stor begejstring.

Men det var som den inspirerende og velskrivende redaktør af tidsskriftet Unge Pædagoger, jeg for alvor kom til at "kende" ham. Med sproglig elegance og præcis argumentation svingede han sit verbale spanskrør over den sorte skoles udenadslære og kadaverdisciplin. Han fik debatten til at blomstre og Unge Pædagoger til at vokse - 10.000 abonnenter havde tidsskriftet, da han gav redaktørhvervet videre. En lang række bøger blev det også til - blandt andre: "Børn og Samfund" 1969, "En skole, skolen, flere skoler, alle skolerne" 1972, "Undervisningspligten" 1983, "Lektier - nej tak" og "Skolens egne læseplaner" 1991.

I min tid som Folkeskolens redaktør fik jeg ikke så sjældent en opringning. Nogle gange med en ide eller et spørgsmål, men vist oftere med argumenter mod noget, jeg havde skrevet. De samtaler var altid spændende. Finn Held inspirerede mange og satte varige spor.