Debat
Spørg lærerne om læreruddannelsen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I den seneste udgave af Folkeskolen kan jeg læse endnu et forslag til, hvordan læreruddannelsen bør reformeres, denne gang fra uddannelsesforsker Mads Hermansen og lærer Ole Gade Lorentzen. Jeg synes sådan set, der er rigtig mange gode tanker i kronikken, som - hvis de kan realiseres - kan flytte læreruddannelsen i en positiv retning. Men det, jeg også lægger mærke til, er, at mens det induktive princip for læring ret hurtigt i artiklen fremhæves og lægges til grund for hele den beskrevne reform (i modsætning til det deduktive), fortsætter de to forfattere i resten af artiklen med at deducere sig frem til, hvilke lyksaligheder deres ideer vil afstedkomme.
Må jeg foreslå, at man i stedet for at gå ud fra forskellige forskere og politiske værdikrigeres fikse (og sikkert ofte helt okay) ideer på god induktiv vis (og som kronikørerne jo også går ind for) vender tingene på hovedet og tager udgangspunkt i refleksion over og evaluering af praksis - for eksempel ved at spørge lærerne om styrker og svagheder ved den læreruddannelse, de har taget. På den måde kunne den kaotiske perlerække af uddannelsesreformer, som læreruddannelsen er blevet udsat for siden 1991, også få en positiv funktion som en slags uddannelsesmæssigt eksperimentarium, der kan give vigtig viden om, hvad der kan bruges i læreruddannelsen, og hvad vi bør dumpe på den uddannelseshistoriske mødding.
Som sagt synes jeg, at mange af tankerne i kronikken er fine, men altså … spørg nu lærerne! Det er en væsentlig forudsætning for, at vi kan få en langtidsholdbar reform af læreruddannelsen.