Ingen anden uddannelse har inden for så kort tid været igennem så mange revisioner som læreruddannelsen. I 1991, 1997, 2006 og 2013 har småjusteringer været kuren. Hvorfor virkede de ikke? Hvad kan der gøres?

Nu lægges der igen op til småjusteringer, men læreruddannelsen bliver ikke bedre af det. Tværtimod ser det ud til, at problemerne over årene er blevet mere massive. Søgningen er faldet, respekten for lærerarbejdet er for nedadgående, og frafaldet er iøjnefaldende.

Den seneste revision var en opsplitning i et utal af usammenhængende moduler og kompetencer. Modulopdeling er ikke svaret på helhed. Tværtimod. At man igen vil revidere, er en tilståelsessag. Problemet er, at de studerende ikke lærer det grundlæggende håndværk godt nok. Håndværk er at kunne planlægge, udføre, evaluere og udvikle undervisning. At udøve fagligt overskud i fagene, der åbner porte for forundring hos eleverne. At kunne koble sig kommunikativt på elevers perspektiver og invitere dem ind i et tilhørs- og læringsfællesskab, hvor de oplever sig som værdifulde deltagere, og at kunne lede samarbejde om elevers læring og dannelse.

Halvdelen af de optagne på læreruddannelsen opfylder ikke karakterkravet

Man har ved hver eneste revision talt om, at der skulle være et tættere forhold mellem teori og praksis. Det er blevet ved snakken. Uddannelsen skal vendes på hovedet, så det håndværksmæssige bliver udgangspunktet. Det hjælper ikke at øge praktikken, omfordele lidt på fagene, gruppere dem i nye sammenhænge eller omdøbe dem. Tværtimod.

Det hjælper at indrette den, så der opøves håndværkskompetencer. Refleksion og evaluering af praksis er vigtige aspekter, men de skal trænes i forlængelse af gennemført praksis. Nu er det omvendt. Man øver sig teoretisk. Der introduceres til og læses teori om undervisning - (næsten) uden forbindelse til de studerendes konkrete erfaringer og knap nok til deres liv som elever.

Undervisningen tager ofte udgangspunkt i generaliseringer og teoretiseringer. Det kaldes deduktiv undervisning. Man kunne også kalde det øvelse i tørsvømning. Vi vil foreslå, at man begynder i vandet. Altså undervisning med udgangspunkt i håndværket. Det kaldes induktiv undervisning. Det vil give oplevelser med både succeser og fejl. Det gode er, at der altid er noget, der går galt. Her er man nødt til at stoppe og korrigere og indprente sig, hvad der fik det gode til at ske. Det uovertrufne ved induktiv undervisning er, at den er intuitiv og naturlig. Det er sådan, vi spontant tænker og justerer på vores liv.

Vend uddannelsen på hovedet

Uddannelsen skal foregå på en læreruddannelsesskole. Den er samtidig en folkeskole. Underviserkollegiet varetager undervisning af både skoleelever og lærerstuderende. Uddannelsen forløber i to søjler: en til fag og en til håndværk. Den første integreres i den anden.

Leder: Genbrug er guld - også i læreruddannelsen

To år til faglig fordybelse og to til praktisk håndværkstræning. Den studerende er tilknyttet samme skoleklasse i hele forløbet. Træning begynder fra dag ét og afsluttes med en praksisprøve (en professionsbacheloreksamen). Den faglige kundskab, som erhverves uden for læreruddannelsesskolen, bruges og indtænkes løbende i det praktiske arbejde på skolen. Fagdidaktik bliver således naturligt integreret.

En femårig version kan beskrives med udgangspunkt i samme fordeling af fag og træning som ovenstående. Forskellen er, at den studerende er ansat i 20 procent af tiden. I denne del af studietiden er den studerende ansat og aflønnet. Det vil forlænge studiet med et år og vil bidrage til mindst tre kvalitetsløft:

• En udvidet mulighed for supervision og rutineringer af erhvervede kompetencer

• Et mere robust grundlag for selvforsørgelse suppleret med SU

• En styrket professionsidentitet, fordi den studerende også bliver kollega med sine undervisere.

Ansættelse vil være en ramme af mesterlæring. Det øger mulighed for refleksive processer i team om udvikling af undervisning og ledelse af samarbejde. Professionsidentiteten vil være under opbygning fra begyndelsen.

Nu starter arbejdet med at ændre læreruddannelsen 

Læreruddannelsesskolen skal have mindst 600 skoleelever. Alle lærere skal være læreruddannede med overbygning af master eller kandidat inden for didaktiske relevante fagområder. Lærerstaben underviser de 600 elever og de 60 lærerstuderende, som er i flow gennem skolen i deres uddannelse. Skole- og uddannelsesledelsen skal være udviklings- og forskningskompetente inden for skoleudvikling.

To år skal bruges til faglig fordybelse, som har relevans for folkeskolen. Disse forløb skal godkendes af den studerendes superviser og uddannelsesledelsen og vil kunne gennemføres mange steder i uddannelsessystemet. Niveauet skal være godkendt. Udbytte skal dokumenteres og eksamineres.

Under de faglige fordybelsesperioder kan den studerende fortsat have opgaver på skolen eller være helt frigjort. Der skal udformes rammestudieordninger med minimumskrav til fagkundskab i relevante og relativt brede faglige felter, så lærerkandidaterne vil kunne indgå fleksibelt i folkeskolernes arbejdsfordeling.

Den praktiske eksamination skal foregå på læreruddannelsesskolen, og den varetages af den faste underviserstab. Eksaminer i praktisk håndværkskompetence skal afvikles i praksis med efterfølgende eksamination af begrundelser, analyser og didaktiske refleksioner.

Hvert år dimitteres 15 lærere, og der optages 15 studerende. Læreruddannelsesskolens faste personale skal aflønnes efter de nuværende normer for professions- højskolerne.

Det er vores opfattelse, at denne omkalfatring af uddannelsen er gennemførlig, men ikke uden udfordringer.

Fordelene er imidlertid så mangfoldige, at det er værd at arbejde mod realisering.

Fuldt udbygget vil der skulle oprettes omkring 70 læreruddannelsesskoler fordelt over landet. Næsten en til hver kommune. Et godt bidrag til decentralisering.

Læreruddannelsesskolerne vil meget let kunne blive rollemodeller for udvikling og profession. Det vil højne respekten for lærerarbejdet.

Vi tror, at modstanden mod den revision, vi foreslår, vil være stor. Man kan mildne luften for det ved at supplere en midlertidig revision af den nuværende læreruddannelse med åbning for forsøg med læreruddannelsesskoler i kommuner, som er interesserede. Disse kunne løbende forskningsevalueres og danne et stærkt udgangspunkt for en endelig revision. Spæde ikkeevaluerede forsøg er påbegyndt i Esbjerg.

Perspektiver

Den lærerstuderende er fra dag ét deltager i skolens liv. Derfor intet praksischok ved overgang til fast ansættelse. Uddannelsen tager udgangspunkt i håndværket, og læringen er induktiv mesterlæringspræget.

Professionsidentiteten udvikles sammen med det tilhørende fagsprog, som benyttes under faglig sparring og i en kultur af refleksion over praksis. De studerende øver de håndværksmæssige færdigheder i rammer, som er indrettet til at understøtte til den kvalificerede selvhjælp. De studerende oparbejder gradvist det nødvendige repertoire af kompetencer.

De studerende deltager i praksisforskning, i den induktive skolepraksis, hvor man oparbejder sammenhængs- og teoretiske forståelser.

Den læreruddannede skal naturligvis sikres ret til en relevant efteruddannelse. Derfor skal enhver ny lærer sikres ret til inden for en tiårig periode at få yderligere to uddannelsesår. Indhold her skal afstemmes med ledelsen på den skole, man bliver ansat på.

Se mere om tankerne bag en ny læreruddannelse i bogen: "Professionernes fundament", M. Hermansen (redaktør), Dafolo 2019.