Uskolet

Alternativet finder på flere nye fag til skoleskemaet

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolen kunne for noget tid siden berette, at partiet Alternativet arbejder for, at der på fremtidige skoleskemaer skal figurere nye fag som »globalt medborgerskab«, »praktisk filosofi« og »bæredygtighed, klima og økologi«. Nu er partiets græsrødder kommet op med flere ideer.

»Ja, vi synes altså, at eleverne skal have faget 'sødhed'«, fortæller en repræsentant. »Vi ved alle sammen, hvor vigtigt det er at være søde over for hinanden. Ligesom Uffes EMPATI-trøje, ikke?« En partifælle supplerer: »Vi har fundet på et sindssygt fedt fag, som vi kalder 'emojis, eksistens og positiv psykologi'. Vi snakkede også om 'dyrevelfærd, balkanmusik og slowjuice', men vi skal også huske noget med innovation og kreativ. I byerne. Så snakkede vi om 'grænseoverskridende eksperimentalteater i en digital tidsalder' - og jo: 'upraktisk filosofi'! Jo, for hvorfor skal alting gøres op i forhold til nytteværdi og alt muligt?«

Hvordan de mange nye fag stemmer overens med partiets ideer om, at alle skal arbejde færre timer om ugen, er foreløbig uafklaret.

Uskolet er Folkeskolens bagside med opdigtet satire, som er inspireret af små og store begivenheder i tiden. Enhver lighed med tilværelsen, virkelige personer og nulevende hændelser er tilfældig og for det meste ikke med vilje. Ingen af de personer, som optræder i artiklerne, kunne finde på at gøre eller sige sådan i virkeligheden.