”De, der kan øve indflydelse på befolkningens identitetsdannelse og fællesskabsfølelse, har også magt over befolkningens handlemuligheder”. Med hvad der kunne ligne en advarsel, bruger forfatteren bagsiden af bogen til at konkretisere konteksten for sine analyser. Det er kulturfagene og i særdeleshed historiefaget, der er under beskydning i bogen "Staten, eliten og ’os’", som også bærer den mere informative undertitel: "Erindrings- og identitetspolitik mellem assimilation og livet i salatskålen". På den ene side står vi med begrebet assimilation, som handler om at ophæve kulturforskelle – langsomt udpine minoritetskulturernes særpræg ved at fastholde majoritetens - og på den anden side livet i salatskålen (Ontarios salatskål), som favner det flerkulturelle i samme fad, men stadig med mulighed for at genkende hver enkelt ingrediens' unikke ophav. Sådan cirka da. Og det er det sidste – salatskålen – som i forfatterens optik er fremtidens model, og som bogen søger at anskueliggøre fordele og konsekvenser af.

Når historiefaget og dets indhold er interessant at undersøge i den sammenhæng, er det, fordi ”Historieundervisning handler (…) langtfra kun om at formidle historiefaglig viden og formelle kundskaber om fortiden. Historieundervisning handler også – eller først og fremmest – om at formidle en sum af uhåndgribelig kulturarv, der gør et givent forestillet 'vi' meningsfuldt nu og i fremtiden”. Og lige nu gør vi det ifølge forfatteren ikke godt nok. Historielærerne fordi de fagligt set famler i blinde, da de ikke ”forstår de erindrings- og identitetspolitiske dagsordener og konflikter, som den danske stat og partipolitikerne har spundet deres faglige virke ind i”.

Allerede titlen indikerer, at det her er stof, der skiller vandene. "Os" i citationstegn er en lille, men raffineret detalje med masser af substans til en god samtale om bogens centrale spørgsmål - nemlig hvordan vi i det 21. århundrede ”skaber et nationalt erindringsfællesskab i et samfund, der er blevet flerkulturelt på en helt anden måde end tidligere” og ”hvordan det gøres på et demokratisk grundlag?” Claus Haas arbejder ud fra et socialkonstruktivistisk grundlag, som indebærer en forståelse af, at individer og gruppers kulturer, identiteter og fællesskaber er noget, de løbende skaber og skabes af i historisk-sociale sammenhænge. Kultur og historie er ikke statiske størrelser, men foranderlige i tid og rum. Udgangspunktet for analyserne er med andre ord, at historie og kulturarv er variable, og at den dominerende etnocentrisme i nutidig historieformidling ikke er fagligt forsvarlig. Så langt så godt.

Haas indleder med en heftig masse og massive spørgsmål om de vestlige demokratiers udfordring og fortsætter sin mission ved sprogligt at udpine historiefagets bindende historiekanon og faghæfter fra 84 og frem for at finde svar. Sprogligt idet han finkæmmer den enkelte sætning og belyser, hvad det betyder i teori og praksis, om "historie" og "kulturarv" står i bestemt eller ubestemt form. Og det er ikke småting, han kan få ud af det. Bogen er konsekvent sat op og medvirker til at bringe klarhed for læser over, hvem der nu får med hammeren. Om det er staten, partipolitikerne, historielærerne, lærebogsforfatterne, historiedidaktikerne eller kulturforskerne, finder han sjældent det, han søger; nemlig en ”flerleddet model om formidling af kulturarv, der præciserer, hvordan man kan gå til sagen med et pluraliserende sigte”. Det har han til gengæld selv et bud på hvad er, og hvordan det kan realiseres, i sidste kapitel, hvor Grønland udsættes for salatskålsmetodikken. Et forfriskende input og eksemplificering af teori og tanker, der på fin vis samler kritikken i andet og mere end en flyvsk salut og endelig hjælper praktikeren – læreren – til en større forståelse af, hvordan et historisk nedslag kan formidles, så det favner flere forventninger.

Claus Haas er på sin vis en modig mand. Han er ikke bange for at gå i clinch med navngivne personer og forsøger ej heller at gøre sit bidrag til mere, end det er: Nok er han tro mod forventningerne om forskerens sagligt teoretiske og empiriske arbejdsmetode, men bogen er også et ikke-neutralt partsindlæg i en vigtig debat, som er nærværende i hele skolens virke.