Debat
Lad bare eleverne pege
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I mere end 50 år har jeg arbejdet med specialundervisning. Elever med læseproblemer ønsker ofte at pege under det, de læser. Nogle lærere siger: Nej! Men se lige en gang på, med hvilken finger eleven peger. Formentlig med venstre pegefinger. Højrehåndede og flertallet af venstrehåndede afkoder sprogets sekventielle input primært i venstre hjernehalvdel, som også styrer motorikken i højre side af kroppen. Hjernegeografisk er der ikke langt fra kontrol af højre hånd til de sekventielle sproglige funktioner i venstre side af hjernen. Lad bare eleverne pege - men med højre hånds pegefinger. Kontrol med den motoriske aktivitet fra venstre hjernehalvdel har måske positiv indflydelse (øget blodgennemstrømning) på anden hjerneaktivitet nærved.
Vi ved jo nu, at både aber og mennesker gestikulerer mest med højre hånd under kommunikation. Desværre er der langt fra en specialpædagogs iagttagelser til videnskabelig dokumentation. Men det kan vel aldrig skade at lytte til sine egne erfaringer?