Debat

Man kan ikke spare sig til kvalitet

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Presset på den enkelte vokser dag for dag. Nye opgaver dukker op, og alt for sjældent får vi »luset« ud i de gamle.

Kritikken af skolen vil ingen ende tage. »Alt for mange dårlige vikarer«, »Skolen på anden klasse«, »Børnene bliver undervist for lidt« er et udpluk blandt avisoverskrifterne fra sidste uge.

Kommune efter kommune svinger sparekniven og sigter direkte på folkeskolen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Hvem er det lige, der tror, at folkeskolen kommer på 1. klasse på den måde?

Man kan ikke spare sig til kvalitet!

Det er måske nødvendigt at vende tingene på hovedet og få skabt et ordentligt arbejdsmiljø med trivslen som højeste prioritet.

Dårligt arbejdsmiljø skaber grobund for sygefravær, med de negative konsekvenser det nu har. En investering i arbejdsmiljøet vil med sikkerhed sænke sygefraværet og forbedre de slunkne budgetter. Kunne vi gennem et forbedret arbejdsmiljø endvidere være med til at begrænse antallet af lærere, der bliver tvunget ud i sygepensioner med invaliditetsydelser, så får vi - ud over det bedre arbejdsmiljø - også forbedret pensionsforholdene for vore overenskomstansatte. Lærernes Pension kan bruge pengene til pensioner frem for invaliditetsydelser.

Det er blandt andet i det lys, at DLF's hovedstyrelse har arbejdsmiljøprojekter på kravlisten til den kommende overenskomst. Måske kunne arbejdsmiljøet endda forbedres, uden at det kostede en krone, hvem ved?

En af de helt store udfordringer for både skoleleder og medarbejder er at sikre, at arbejdsvilkårene ikke underminerer lærernes trivsel. Vi skal undgå, at travlhed og udfordringer bliver til dårligt psykisk arbejdsmiljø, stress og for højt sygefravær.

Der er mange ydre faktorer, der spiller en stor rolle, men måske har vi også selv nogle redskaber. I trivselsarbejdet tror jeg, at vi skal arbejde med den enkeltes selvværd. Skrot janteloven. Vi skal tro på, at vi hver især er med til at gøre lige netop den forskel, der er betydningsfuld for undervisningen og arbejdspladsen.

Vi skal ikke trække os ind i os selv, vi skal turde sige vores mening, stille os forrest og turde lade os se.

Jeg tror på, at et højere selvværd gør os i stand til at klare modgang, give fornyet energi og hurtigere vende tilbage med fuld styrke efter eventuelle nedture.

En høj selvværdsfølelse vil være med til at gøre os til bedre mennesker og bedre kolleger. Forhåbentlig vil det være til gavn for arbejdsmiljøet på din arbejdsplads.

Det drejer sig om et langt sejt træk - om at få skabt balance i hverdagen og undgå at brænde ud.