DLF's næstformand, Stig Andersen, angriber mig i Folkeskolen - ud fra et interview i Politiken den 20. april - ikke alene for mit undervisningssyn, men også mit menneskesyn.

Interviewet indledes rigtigt nok med et scenario, hvor der undervises på storskærm med efterfølgende gruppearbejde bistået af undervisningsassistenter, men det er netop et provokerende fremtidsscenario. Projektet er i sin opstart, hvorfor der absolut ingen konklusioner er draget! Hovedformål er ikke at implementere nye teknologier i skolen, som skal afhjælpe lærermangel, men at undersøge om der eksisterer eller kan udvikles teknologier, der kan hjælpe lærerne, så de kan bruge mere tid på kerneydelsen undervisning. Projektet foregår på skoler, og udviklingsbehov undersøges i tæt samspil med lærere og ledere.

Omkring undervisningsassistenter kan der være to måder at gribe det an på:

- Eksempelvis er der på en skole i Helsinki med 260 elever 16 uddannede lærere, der støttes af syv undervisningsassistenter. De tager sig primært af urolige elever, men tager også vikartimer, gårdvagter og andet. I Finland har man et helt gennemarbejdet system i forhold til inddragelse af civilsamfundet, og mange skoler har også frivillige bedsteforældre tilknyttet.

- Og så er der et uddannelsesperspektiv, hvor lærerstuderende agerer undervisningsassistenter. Gennem kontinuerligt arbejde i praksis kan de måske få erfaringer og bearbejde forhold, som man ikke har formået at tilgodese i uddannelsen. For eksempel om skole-hjem-samarbejde og konflikthåndtering.

Men som ved inddragelse af forskellige teknologier ved vi ikke, præcis hvilke forsøg der bliver perspektivrige. Derfor skal de undersøges i tæt samspil med skoler. Hvorfor vælger Stig Andersen ikke at referere til de henvendelser, DLF altid får om vores udviklings- og forskningsprojekter? Hvorfor vælger Stig Andersen ikke at inddrage andre analyser udarbejdet af undertegnede, som kunne nuancere blikket (for eksempel i Politiken to dage inden)?

Svar

Jeg har ikke forholdt mig til Andreas Rasch-Christensens undervisnings- og menneskesyn eller det konkrete projekt. Det har jeg ingen forudsætninger for - og jeg må naturligvis beklage, hvis han kan opfatte det sådan. Som han har fremstillet det over for mig i en direkte korrespondance, virker det som et interessant projekt.

I Finland er der forskellige erfaringer fra skole til skole. De finske kolleger, jeg har drøftet det med, mener ikke, at erfaringerne er entydigt positive. De afhænger - ikke overraskende - meget af undervisningsassistenternes forudsætninger. Og det er altså ikke alle finske skoler, der har ansat undervisningsassistenter. Derfor er det også fornuftigt, at vi i Danmark iværksætter forsøg på området - og jeg er helt enig i, at det må være evalueringen, der afgør, hvilke forsøg der er perspektivrige.

Men Politikens artikel giver i sin beskrivelse indtryk af, at lærerens undervisning kan formidles via en storskærm, at den nære relation mellem lærer og elev måske kan undværes, og at ansættelse af skoleassistenter kan løse manglen på uddannede lærere. Den artikel brugte jeg i mit indlæg som afsæt til at sætte sagen på spidsen og reagere på den generelle tendens til at overfokusere på de muligheder, ansættelse af undervisningsassistenter giver. Og det står jeg gerne ved.

Stig Andersen, næstformand for Danmarks Lærerforening