Folkeskolen er folkets skole. Sådan må det være? Eller hvordan? Man kan desværre komme i tvivl, når man lytter til forbudstankerne fra Humanistisk Samfund og Socialdemokraterne, som slår korsets tegn for sig ved lyden af fadervor eller ved synet af andre kristne elementer som en del af skolen. Forbyd fadervor, lyder det politiske mantra fra Socialdemokraterne. Lad mig lige genopfriske hukommelsen hos dem, der måtte have glemt det. Danmark er historisk et kristent land, danskerne er i stort tal medlem af folkekirken, som er folkets kirke, må man vel formode. Så hvad er egentlig problemet?

Jeg kunne forstå forargelsen, hvis børn blev tvunget til at konvertere eller tvunget til at fremsige bøn imod deres vilje. Men det er jo slet ikke tilfældet. Sagens kerne er enkel. Visse personer, foreninger og partier lider af et underligt selvhad, et had til danskheden, til kristenheden og dermed et had til sig selv og til den kultur, som folkeskolen er forpligtiget på. Stå dog ved det, som vi er. Vi skal ikke tvinge bøn ned i halsen på eleverne, for så er folkeskolen ikke længere for alle. Men vi skal da have lov til at være os selv og vores fælles kultur bevidst. Det er, som om visse partier og foreninger, herunder DLF - som ved flere lejligheder har udtrykt skarp kritik af en styrkelse af dansk kultur i folkeskolen blandt andet i historiefaget - sætter en ære i at bekæmpe danskheden. Drop det og vær stolt over det, som vi er udsprunget af, og giv stoltheden videre til eleverne. Det er ikke diskrimination, eller hvad kritikerne finder på at kalde det. Det er tværtimod helt i orden.