Folkeskolens leder:
Drab på en model
KONFLIKT.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Politikerne er stolte af den danske arbejdsmarkedsmodel. De frie forhandlinger, hvor parterne indgår aftaler uden politisk indblanding, roses i høje toner. Og betydningen af en stærk offentlig sektor, hvor kvaliteten sikres af veluddannede og engagerede medarbejdere, kan ikke overvurderes, fortæller politikerne. Når de er i udlandet!
Men de seneste år er offentligt ansatte i den grad blevet presset af såkaldt effektivisering, New Public Management, benchmarking og output-kontrol. Det har betydet opskruet tempo og stress. Og i mange tilfælde også faldende kvalitet for borgerne - ældre på plejehjem, børn i institutioner og elever i skolerne. Og for de ansatte. Når skolelederen skal bruge alle sine kræfter på kontrol og rapportering og ikke kan finde tiden til pædagogisk ledelse, og når læreren får presset flere svage elever ind i klassen, som hun ingen hjælp får til - og oven i købet hele tiden bliver punket i medierne - så mister hun gejsten.
Så opleves lønnen pludselig ikke alene som vigtigere, men som det vigtigste!
Argumentationen lyder cirka sådan: »Jeg blev lærer/pædagog/sygeplejerske/social- og sundhedsassistent for at gøre en forskel. Men arbejdsvilkårene er efterhånden så ringe, at jeg ikke kan yde den kvalitet, politikerne taler om. Det skal de komme til at betale dyrt for. Ellers skrider jeg. Og jeg vil advare alle andre mod at søge mit job!«
Det var det, plejepersonalet i Ulfborg fortalte sidste sommer. Deres arbejdsvilkår var elendige og stressende, mens de på den anden side af gaden kunne tjene 20 kroner mere i timen som ufaglært arbejder på vinduesfabrikken Velfac! Derfor strejkede de.
Reaktionen var forståelig.
Men lige så tåbelig var den, der kom fra Dansk Folkeparti, som populistisk lovede milliarder af ekstra lønkroner. Dér blev kimen lagt til ødelæggelse af den danske arbejdsmarkedsmodel.
Det ville have givet mening, hvis Folketinget havde pålagt regeringen at forbedre arbejdsforholdene på det offentlige område. Nu blev det i stedet første skridt mod et regeringsindgreb, hvor alle bliver tabere:
Mere i løn til de strejkende end til ja-sigerne vil lægge gift for forlig ved de næste overenskomstforhandlinger.
Ingenting til de strejkende vil give vrede i de grupper. Og senere, nye lovindgreb efter anbefaling fra en lønkommission vil afmontere 2011-forhandlingerne - og dermed reelt dræbe den danske model.
Den eneste langsigtede strategi er lønforhandlinger - uden indblanding. Og samtidige, reelle forbedringer af offentligt ansattes muligheder for at levere kvalitet og opleve arbejdsglæde. Dér skal politikerne blande sig.
Det kan få offentligt ansatte til at blive, og det kan få unge til at tage uddannelserne og søge jobbene.
-th