Anmeldelse

Gyldendals små opslagsbøger - Historie

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad er en marsk, når det ikke er et landskab? Hvordan får man et ultrahurtigt overblik over, hvad de slesvigske krige handler om? Og hvem kan lige huske alle oldtidens syv underværker på stående fod?

Fakta:

Titel: Gyldendals små opslagsbøger - Historie

Forfatter: Erik Dehn, Nils Aage Jensen, Hanne Guldberg Mikkelsen

Pris: 170 kroner

Sider: 276 sider

Serie: Gyldendals små opslagsbøger

Type: Bog

Forlag: Gyldendal

Denne opslagsbog giver et brugbart første kendskab til en lang række historiske personer og begivenheder i et sprog, der er forståeligt for elever i 8. og 9. klasse, og med krydshenvisninger. Kort skal det være i sådan en bog, men generelt synes jeg, at forfatterne er sluppet heldigt fra at forklare indviklede sammenhænge på knapt afmålt plads.

Nogle af forklaringerne kommer dog i deres forsimpling til at fremstå misvisende. Opslaget om helgener, for eksempel, fortæller, hvordan helgener udnævnes, og om hvordan deres ejendele eller legemsdele anses for at have magisk virkning, men ikke noget om, at deres rolle er at gå i forbøn i himlen.

Bagest i bogen er der en kongerække med angivelse af slægtsforhold. God ide, selv om det kræver noget arbejde at omsætte oplysningerne til et egentligt overblik. Men det er naturligvis ikke redaktørernes skyld, at aktørerne var så indgifte. Desuden gode og brugbare oversigter over blandt andet befolkningstal og lønninger gennem tiderne og tematiske oversigtsartikler om opfindelser, medicinens udvikling og det fremherskende verdensbillede før og nu.

Et lille historisk atlas afslutter den handy lille bog. Kortene er dog noget gnidrede. Norge er ikke indfarvet med signaturen for tysk besatte områder i 1942, farven for angivelse af prøjsiske områder er ikke den samme i oversigten som på kortet, og ved Nigeria har man byttet om på årstallene for kolonisering og selvstændighed. Sjusk!

Trods de kritiske indvendinger finder jeg, at der er tale om en god og nyttig opslagsbog til taskebog eller klassesæt.