"Engang for længe siden, nærmere betegnet i 1985, fandtes der en fagforening for skoleelever, LOE".

Sådan indleder speakeren denne (ret lange) dokumentarfilm, der har de store elever i folkeskolen og ungdomsuddannelserne som målgruppe. Men megen tid på at forklare, hvad sådan en forening kan gøre for sine medlemmer, bruger den ikke.

Målet er også et andet, forklarer en af instruktørerne. Desværre ikke i filmen, men på filmens hjemmeside. Ambitionen er at fortælle en "spændende historie om børns kamp for deres politiske ideer. Noget, hun ser tilbage på med varme og længsel. Modsat kampen om magten, der var engagementets onde fætter".

Den "læsevejledning" giver filmen desværre ikke selv. Den viser "bare" nogle dengang meget unge og noget ældre unge magtmennesker, der her 22 år efter som (mere eller mindre sympatiske) voksne ser tilbage på deres egocentrerede partipolitisk inspirerede kampe. Socialdemokrater mod kommunister. Og omvendt.

Børnenes engagement i deres uddannelsespolitiske ideer fremgår ikke. I hvert fald kun indirekte i form af lidt (indforstået) kritik af for meget fredsarbejde og for mange demonstrationer. Til gengæld træder "fætteren" ved andet gennemsyn - efter hjemmesidelæsningen - tydeligere frem.

Filmen er faktisk en veldrejet og fascinerende illustration af magtbegær - og magtmisbrug. Og af børns parathed til at indgå i voksenmanipulerede fællesskaber. Og af spin, taktik og valgfusk, der jo heller ikke i vore dage kun findes i Kenya, USA og Roskilde.

Så selvom "DeSmåsKrig" nu er historie, og skoleeleverne igen er samlet i én organisation, er denne film om demokratiets lidet kønne bagside bestemt to fremvisninger værd. For eksempel i et par historie- og samfundsfagstimer.