Anmeldelse
Pædagogisk-psykologisk opslagsbog
2. udgave
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvad er egentlig forskellen på en ordbog og en opslagsbog? Det er vel begge bøger, som man slår op i, hvis der er ord og begreber, som man skal have uddybet, ikke sandt? Men hvorfor denne bog kaldes en opslagsbog og ikke en ordbog, kan jeg blive i tvivl om, for sådan som jeg læser bogen, er det da en terminologisk ordbog, der adskiller sig markant fra de psykologiske og de pædagogiske opslagsbøger, der er bygget op om tematiske artikler.
I alt fald er hovedvægten i denne nye opdaterede og udvidede udgave af psykologisk-pædagogisk opslagsbog lagt på det pædagogiske frem for det psykologiske. Årsagen til den ændrede titel skyldes ifølge udgiverne, at den henvender sig til studerende ved pædagog- og lærerseminarierne samt studerende ved andre mellemlange videregående uddannelser: socialrådgivere, sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, og at man derved har valgt at profilere det pædagogiske stærke end tidligere. Tja, det er jo alt sammen smag og behag og en diskussion, der igennem årene har bølget frem og tilbage, da man i mange år har bygget de pædagogiske teorier og diverse test på psykologiske teorier, således at psykologi har været "moderfaget" til pædagogikken i mange år.
Dog vil jeg sige, at det er en rigtig dejlig bog, som jeg nu har stående i min boghylde, da den er lille, fiks og meget nem at slå op i, og det vil jeg også anbefale mange andre at gøre, for der er ikke noget værre end fagfolk, der diskuterer, og som ikke har ordentlig styr på definitionerne af de enkelte begreber og faglige udtryk. Men man kan godt blive lidt overvældet, hvis man står i en boghandel og skal købe opslagsbøger til sit pædagogiske studium, for faglitteraturen blomstrer virkelig i disse år, og der kommer hele tiden nye begreber til, også inden for de tilstødende fagområder som sociologi, psykiatri, medicin, etnografi og filosofi. Bogen er derfor vokset fra 217 sider til 263 sider, hvilket svarer til en øgning på cirka ti procent. Det er med andre ord en meget anvendelig og nyttig bog til rigtig mange studier, og jeg kan varmt anbefale den.