Anmeldelse

Det eksplosive barn

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det eksplosive barn" er værd at læse for såvel forældre som professionelle, der deler liv med et barn, som ofte tænder af og mister besindelsen.

Bogens udgangspunkt er, "at børn gør det rigtige, hvis de kan". Så et barn, der trods forklaringer, formaninger, skældud, straf eller belønninger fortsat "eksploderer", kan ikke andet. Barnet har vanskeligheder med fleksibilitet og med at håndtere frustrationer. Bogen forklarer disse vanskeligheder ud fra barnets "stisystemer", altså de veje, barnet kan benytte sig af, når det forarbejder indtryk og udtryk i hjernen. Og bogen giver en enkel og god beskrivelse af de fem stier, barnet ikke magter, og som vi voksne derfor må træne med barnet.

Bogen er et opgør med konsekvenspædagogik i forhold til disse børn. Som forfatteren skriver, har vi tre muligheder, når vi står i konflikten: plan A: sæt din vilje igennem, plan C: giv dig og plan B: samarbejdsbaseret problemløsning.

Som regel er både plan A og plan C gennemprøvede, når barnet opleves vedvarende eksplosivt. Bogen argumenterer godt og grundigt for brugen af plan B. Gennem trinvis beskrivelse af den samarbejdsbaserede problemløsning, cases, dialoger og svar på typiske spørgsmål får læseren grundig vejledning i at hjælpe barnet til at opbygge styringssystemer. Systemer, der giver barnet alternative og acceptable reaktioner, når det bekymres og frustreres.

Bogen lover ikke lette løsninger, men den giver en rigtig god vejledning til praksis, som kan trænes, og som i længden er virksom. Bogens terminologi er gennemgående og let at huske og kan støtte såvel barn som voksen i at følge det nye stisystem. Også i situationer, hvor begge parter let har for vane at reagere, før de tænker.