Danske lærere bruger oftest skolens rum funktionelt, mens japanske lærere bruger dem mere symbolsk. I Danmark bliver rum brugt ud fra praktiske behov - om der er brug for meget plads til en aktivitet, eller om der skal være en tæt atmosfære og ro. Det er én af de ting, den japanske forsker, arkitekt Shunsuke Itoh, har observeret under et 15 måneder langt besøg i Danmark.

'Rum er en fysisk størrelse i Danmark. Det er mest den funktionelle betydning, der er vigtig. Eleverne kan godt arbejde selvstændigt i klasselokalet, og der kan foregå mange forskellige ting i et rum. Det er afhængigt af emnet og arbejdsformen, man vælger, og ikke nødvendigvis af rummets indretning. Kun indimellem bruges rum symbolsk', fortæller Shunsuke Itoh.

'I Japan bruger man oftere symboler og bruger rummene symbolsk. Jeg tror, det har noget med den kulturelle baggrund at gøre. Når en japansk lærer siger til eleverne, at de selv må bestemme, hvor de vil arbejde, betyder det, at de selv må bestemme, hvordan de vil sidde. De får en frihed, men arbejdet er højst sandsynligt en helt traditionel opgave. Rum bliver brugt til at skifte aktivitet og atmosfære. Når læreren fortæller, at nu må eleverne selv bestemme, hvor de vil arbejde, betyder det som regel, at nu skal de arbejde selvstændigt'.

Når Shunsuke Itoh sammenligner danske og japanske skoler, tænker han på japanske 'åbne skoler' fra 70'erne. Her er der store fællesrum i tilknytning til klasseværelserne, og her har individualitet været et nøgleord i nogle årtier. De traditionelle japanske skoler er betonkasser med korridorer og klasseværelser, hvor der kun er plads til traditionel klasseundervisning, forklarer han.

'De danske skoler kan kun sammenlignes med de mere progressive åbne skoler i Japan'.

De japanske 'åbne skoler' udgør omkring ti procent. Her ser man en spændende arkitektur, mere åbne bygninger og mere åben undervisning. Eleverne ved også, at de forventes at være mere åbne dér.

Andre japanske forskere har kritiseret de åbne japanske skoler for at bruge konkurrencepræget og programmeret læring i en tilsyneladende åben atmosfære.

Et individualistisk samfund

Når Shunsuke Itoh valgte Danmark, skyldtes det, at Danmark - og resten af Skandinavien - i Japan opfattes som meget individualistiske samfund. Og så blev det muligt at komme her med et dansk stipendium.

'Vi tænker på, hvordan vi kan gøre vores kultur mere individualistisk. I skolen har vi tidligere udelukkende haft klasseundervisning, hvor alle arbejder med det samme samtidigt, og når vi prøver noget andet, bliver det til individuelt arbejde for eleverne. Her er der meget gruppearbejde og meget praktisk arbejde i grupper'.

'Jeg blev meget overrasket over arbejdsformen. Jeg troede, at alt var meget individuelt, men faktisk er meget afhængigt af gruppen. Gruppen bliver hele tiden understreget. For eksempel er klassen meget vigtig i Danmark'.

Han er også forundret over, at så mange forskellige ting kan foregå i det samme lokale, uden at møblerne bliver flyttet rundt. Der kan være individuelt arbejde og klassearbejde, uden at lokalet møbleres om. Børnene kan også arbejde individuelt ved gruppeborde, og to grupper kan arbejde med to forskellige emner ved ét gruppebord.

Shunsuke Itoh har primært observeret danske 3.-klasser. På Stenvadskolen glider han stille ind i klasserne, sætter sig i et hjørne, kigger, skriver og tegner små modeller på sin blok. Eller han fotograferer. Børnene kommer hen og kigger på blokken. De taler lidt sammen, inden han sender dem væk til deres arbejde. Han vil observere, hvad de gør.

Han vil helst interviewes på engelsk, men han taler glimrende dansk, viser det sig pludselig i 3. klasse.

Eleverne arbejder med eventyr. De har bygget et ondt hjørne og et godt hjørne i klasselokalet. Her sætter de tegninger op, placerer små lerdyr eller edderkopper lavet af stof og papir. Det gode hjørne er en eventyrprinsesse værdigt i lyse farver og nuttede ting. Det onde hjørne er lavet af sort stof med huller i, og der hænger allerede flere edderkopper ned fra loftet derinde.

'De to hjørner er lige lavet. Læreren har givet eleverne instruktioner om det videre arbejde. Nogle er gået over i værkstederne, andre arbejder her. Møblerne er ikke blevet flyttet. Eleverne vælger at blive i klasserummet. Det er nok, fordi de føler tryghed her, og fordi der ikke er borde nok til alle udenfor. Indimellem spørger børnene, om de må gå ud af klassen, men de bliver som regel tæt på klasselokalet. I de ældre klasser går de oftere længere væk', siger Shunsuke Itoh.

'Nogle børn går altid det samme sted hen, hvis de selv må vælge. Hver gang'.

Han fortæller, at lærerne har forskellige måder at bruge rum på. Nogle ser nærmest ikke rummet, andre omarrangerer ofte klassen efter det arbejde, de udfører. Det er også meget forskelligt, hvordan fællesarealerne bliver benyttet.

'I den korridorskole, jeg har besøgt her, måtte klasserne gå ud på gangen, hvis de for eksempel skulle male noget. Der var simpelt hen ikke plads i klasselokalet'.

I korridorskolen savnede Shunsuke Itoh de kroge og nicher, som børn holder så meget af.

'Børn laver usynlige grænser hele tiden. De bruger kroge, nicher, trappetrin og vindueskarme. Børn har behov for at lave små rum, de flytter rundt på møblerne og skaber privathed, hvis de har brug for det, ligesom de bruger lysindfald. Det tiltrækker dem'.

Han har observeret, at pladsen lige foran klasselokalet er meget brugt af børnene. Det er her, de taler med børn fra andre klasser. Igen er der tale om usynlige grænser. Og om trygheden tæt på klasselokalet, når det gælder de yngre børn.

'Når en gruppe piger taler privat sammen, stiller de sig ofte sådan, at de kan overskue rummet. Det betyder, at de kan holde mund, hvis der kommer nogen, der ikke må høre dét, de siger'.

Ansvarlige elever

Han fremhæver Stenvadskolen. Den er anderledes, fordi den nærmest er halv-åben. Det er halvvægge og skydedøre, der deler fællesarealer og klasselokaler, og han mener, at den byggestil giver børnene gode sociale muligheder.

Men bortset fra begejstringen over Stenvadskolen er Shunsuke Itoh forundret over, at undervisningen foregår forholdsvis ens i de fire skoler, han har observeret. Rammerne styrer indimellem, for eksempel kan der være pladsproblemer, men forskellige typer af undervisning trives tilsyneladende uden de store hensyn til rammerne.

'Jeg har set flere ens undervisningsformer i de fire skoler end forskellige'.

'Men i den traditionelle skole så jeg ofte en disharmoni mellem rum og pædagogik. Der er ikke plads til den pædagogik, man gerne vil bruge, og det giver disharmoni. For eksempel kan det være nødvendigt at have en mere stram struktur, når der er pladsmangel'.

Nogle rum understøtter pædagogikken bedre end andre. Derfor fremhæver Shunsuke Itoh vigtigheden af, at man tænker over, hvilken pædagogik man benytter, inden man begynder at diskutere, hvordan en ny skole skal bygges. Rum kommunikerer med mennesker, og der er mange måder, rum kan kommunikere med børn og deres brug af rum. Derfor skal man være enige om pædagogikken, inden rummene formes.

'Danske elevers ansvar for arbejdet er højt. Jeg har set grupper præsentere deres arbejde for resten af klassen og med fokus på samarbejdet. Selv tiårige bliver spurgt, hvad der ikke fungerede i gruppesamarbejdet, og de svarer. Det er interessant'.

'Der er mere direkte tale mellem elever og lærere her, mere direkte forhandling, også om hvordan man arbejder, og hvordan man bruger rummene'.

Shunsuke Itoh

Shunsuke Itoh er uddannet arkitekt og har skrevet ph.d. om skolebygninger i Japan - specielt de 'åbne skoler' fra 70'erne.

Han har besøgt tyve danske skoler og har især koncentreret sig om fire folkeskoler valgt ud fra deres forskellige arkitektur - en traditionel, en korridorskole, en åben-planskole og så Stenvadskolen i Farum, der kan karakteriseres som en slags halv-åben plan. Det var her, Folkeskolenmødte ham under de sidste observationer, før turen gik tilbage til Japan, hvor han til april begynder nyt arbejde på Tokyo Denkí tekniske universitet. Under studieopholdet i Danmark har Shunsuke Itoh være tilknyttet By og Byg - det tidligere Statens Byggeforskningsinstitut (SBI).

Kommunikation og kontrol

'Mens man tænker på selvet som et psykologisk, socialt og selvstændigt individ i Vesten, så er selvet mere knyttet til den fysiske, kropslige person i Japan', skriver Shunsuke Itoh i sin rapport om børn og det fysiske miljø i skolen.

'Kommunikation og kontrol i skolesammenhæng er mere tydelig, direkte og verbal i vestlige skoler, mens det i japanske skoler sker mere underforstået, indirekte og nonverbalt. Måske fordi kommunikation ofte er nonverbal, bliver rum brugt mere symbolsk som en del af kommunikationen i japanske skoler'.