Uskolet
Foto: Istock
Ekspert: Skolernes afgangsprøve lærer eleverne vigtige ting om livets vilkårlighed og uretfærdighed
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er eksamenstid, og folkeskolens afgangselever skal endnu en gang til det grønne bord og demonstrere, hvor dygtige de er til at lade, som om de har forstået et pensum, som de har glemt igen om lidt. Det er, fordi vi voksne ikke stoler på dem, når de påstår, at de faktisk kan en hel masse. Alligevel er eksamenerne ikke spild af tid, mener en ekspert.
»Skolernes afgangsprøve«, forklarer eksperten, »er for eleverne en væsentlig lektie i, hvilke mekanismer tilværelsen er styret af. Eksamenernes element af formålsløst uheld, tilfælde og vilkårlighed afspejler i høj grad den tilværelse, der venter dem efter skolen«. Eksperten påpeger, at elevernes oplevelse af uretfærdighed for eksempel i forbindelse med karaktergivning er uvurderlig. »Det er en erfaring, som eleverne kan tage med sig og bruge igen og igen i en lang række situationer såvel professionelt som privat«.
Uskolet er Folkeskolens bagside med opdigtet satire, som er inspireret af små og store begivenheder i tiden. Enhver lighed med tilværelsen, virkelige personer og nulevende hændelser er tilfældig og for det meste ikke med vilje. Ingen af de personer, som optræder i artiklerne, kunne finde på at gøre eller sige sådan i virkeligheden.