For få uger siden havde skolelederne en række engagerede og gode loyale medarbejdere, der, som i alle andre virksomheder, udførte alt arbejdet og gjorde det, så godt som de formåede under de givne omstændigheder. Nu har man så per diktat reduceret disse gode og loyale medarbejdere til en flok umælende underordnede uden reel indflydelse. Den har man deponeret hos skolelederne og KL.

Den fornuftige skoleleder tager nok sine lærere med på råd, som han altid har gjort. Han vil, hvis man skal være helt ærlig, være nødt til at indrømme, at langt de fleste faglærere ved langt mere om deres speciale, end nogen skoleleder nogen sinde kommer til. Sådan var det i min tid, og jeg kan ikke forestille mig, at det har ændret sig meget, siden jeg blev pensioneret. Lederen skal lede og fordele arbejdet, men lederen er rigtig ilde stedt, hvis han ikke har sine medarbejdere med sig. Alene er han/hun lig nul.

Det bringer mig til at gentage, hvad jeg tidligere har skrevet. Lærere kan ikke lignes ved arbejdsmænd. De har en helt særlig opgave, som kræver megen omtanke og dermed forberedelse, hvis alle elever skal føres så langt frem, som deres evner tillader. Man kan ikke få alle lige langt frem. Der vil altid være en rest tilbage, som ikke kan tage en uddannelse, og den vil ikke blive mindre, efter at man har gennemført inklusionen.

Desværre bliver der færre og færre arbejdspladser til »resten«. Vi har allerede 80.000 personer på overførselsindkomst og kan forvente en stigning på cirka femten tusinde personer årligt. Det kan ikke klares hverken ved længere skoledage eller ændrede ledelsesforhold. Det kan kun klares ved, at man beholder de simple job her i landet, så de 15-20 procent dårligt uddannede kan finde et arbejde, også uden den ungdomsuddannelse, som de ikke kan klare.