Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Skoleinspektør Sakse Ross Petersen er efter længere tids sygdom afgået ved døden den 15. februar 1997.
Sakse Ross Petersen er født og opvokset i Vestbirk, hvor hans forældre var forstanderpar på efterskolen. Vestbirk Efterskole var meget kendt for omsorgen, tilliden og troen på hinanden og for hinanden, og dette kom til at præge Sakse for hans videre virke.
Efter at have taget studentereksamen kom han på Skive Seminarium og var der og også senere som lærer meget optaget især af de humanistiske og kreative fag.
Han startede sin lærergerning på Viborg Vestre Skole i 1957, og i 1965 kom han til Skovbakkeskolen i Odder, hvor han først var lærer, senere skolebibliotekar og skolebibliotekskonsulent og fra 1972-89 skoleinspektør.
Umiddelbart efter sin ansættelse ved Odder kommuneskole (Skovbakkeskolen) fremførte Sakse sine planer for en stor skoleteaterforestilling 'My Fair Lady' i fornem musicalstil, hvor Sakse på sin kendte måde formåede at engagere størstedelen af lærerpersonalet og mange elever i opsætningen af forestillingen.
Således var Sakse en igangsætter, det være sig i undervisning af elever, instruktør under Danmarks Lærerhøjskole, opbygning af skolebiblioteksordning i kommunen. Strengene var mange, og de blev brugt alle.
Der stod stor respekt om Sakse Ross Petersen som skoleinspektør. Både forældre, elever, medarbejdere og myndigheder oplevede ham som en meget dygtig og engageret leder, og hans store menneskelige egenskaber gjorde, at han altid evnede at få alle til at yde deres bedste.
Der blev også tid til foreningsarbejde af forskellig slags. Blandt andet var han i en periode formand for den lokale lærerkreds, og i mange år var han en meget engageret formand for foreningen Norden i Odder, hvor han blandt andet var med til at starte de store årlige venskabsbytræf.
Ægteskabet med hans hustru Inger Marie betød utrolig meget for ham, og det har noget nær altid stået som et forbillede for familie, venner og bekendte.
Som Sakse var levende engageret i sit arbejde, var han også meget optaget af sin families ve og vel. Børnenes udvikling og uddannelse spillede en meget stor rolle for Sakse.
Vore tanker og medfølelse går til hans hustru Inger Marie og deres to døtre, for hvem savnet vil være allerstørst.
Medarbejderne på Skovbakkeskolen