Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Søndag den 9. februar modtog vi alle den triste meddelelse, at Merete ikke er her mere.
Vi vidste alle, at dagen måtte komme. Merete var åben omkring sin sygdom. Alligevel er det svært at forstå, at vi aldrig skal se hende mere.
Merete var en god kollega. Hun var en dygtig og engageret lærer. Hun var indbegrebet af den professionelle og kompetente kollega. På sin rolige og ærlige facon arbejdede hun både fagligt og socialt med sine elever.
Merete forlod aldrig en sag, før hun selv og omgivelserne var tilfredse med resultatet.
Hendes sidste store mærkesag var modtagelsesklassen, som hun på glimrende vis fik til at fungere.
Merete var en personlighed, der hvilede i sig selv. Hun mistede aldrig overblikket. Når en diskussion var ved at løbe af sporet, kunne hun med en enkelt humoristisk bemærkning få sat tingene i rette perspektiv.
Meretes indsats vil fremover til stadighed være en af grundpillerne i Hastrupskolens fortsatte udvikling.
De af os, der også fik lov til at lære Merete at kende uden for skolelivet, har oplevet det som en dejlig berigelse. Det gav os indblik i, hvilken primus motor hun var for familielivet med mand, børn og børnebørn.
Æret være Meretes minde.
Personalet på Hastrupskolen