'Ja, ja, kritisere og rakke ned, det kan du, men alt dit brok fører ingen vegne. Nu må vi først og fremmest være positive', var der en, der mente efter foredraget. Og så tilføjede han: 'Fortæl os nu om din vision for folkeskolen'.

Min vision? Endnu en i rækken efter devisen: Hvis vi havde 20 milliarder, hvis en halv million elever var sådan og sådan, hvis en kvart million forældre bare ville, hvis 1.700 skolebygninger, hvis 50.000 kolleger, hvis 5.000 byrådspolitikere - hvis og hvis og hvis? Til hvilken nytte?

Hvordan praktisere ansvar for egen læring til elever, der ikke magter at tage ansvar for egen madpakke? Hvorfor drømme om en 25 millioner kroners omkalfatring af skolebygningen, hvis der ikke engang er penge til, at alle elever kan få en læsebog? Hvorfor fable om forældrenes aktive medvirken i hele skolens liv, hvis der kun kom ti til opstillingsmødet ved sidste skolebestyrelsesvalg? Hvad skal vi i det hele taget med visioner, der først kan realiseres, når alt og alle er forandret til ukendelighed?

I virkelighedens verden må man tage bestik af de forhåndenværende vilkår. Politiske bestræbelser bør derfor - med filosoffen Karl Poppers ord - ikke sigte på at skabe den størst mulige lykke, men på at afværge flest mulige ulykker. 'Do no harm', lød Poppers pædagogiske credo. Ingen skole, end ikke den bedste, kan skabe lykkelige og harmoniske mennesker, men en dårlig skole kan knække mennesker på stribe. Især hvis den fremturer, idet den lader hånt om sine fejl, fordi de sker i den gode sags tjeneste. Man kommer nemt til at overse det nære, når man orienterer sig efter fjerne mål.

En konstruktiv skolepolitik nu og her kan altså ikke bygges på forskernes visioner om, hvad der kunne være alle tiders, hvis ifald såfremt. Vejen frem går gennem den smertelige erkendelse af det, der gør ondt i skolen. Lad de, der arbejder i klasserummet på ganske almindelige betingelser, mærke rigtigt efter, og hør ordentligt efter, hvad de fortæller. Siden drejer det sig om - så lidenskabsløst som muligt - at stille diagnosen og foreskrive en mulig kur.

Den interne skoledebat handler alt for lidt om at mærke skolen og alt for meget om udvælgelsen af fjerne mål. Og det skyldes ikke, at det ikke jager i folkeskolens gamle, værkbrudne krop. Det kniber for eksempel stadig med erkendelsen af læsekatastrofen hos en del læsepædagoger. Vores massive, tabuiserede disciplinproblemer overlades i alt væsentligt til fagforeningen, og det først når ulykken er sket. I det omfang skolefolket overhovedet ytrer sig i den påtrængende diskussion om folkeskolens faglige ambitionsniveau, er det ofte i form af mopsede og arrogante afvisninger af kritikken til indvortes brug. Og så hele tiden dette lalleglade omkvæd: Nu skal vi være positive, vi har jo lige fået verdens smukkeste skolelov, ikke sandt.

Fri os fra smukke, visionære love, der skal føre folket mod fremtidens fjerne mål. En lov skal - jævnfør såvel fortalen til Jyske Lov fra 1241 som Karl Popper - primært være en effektiv modforanstaltning over for den til enhver tid forekommende elendighed. Ikke en from besværgelse med afsæt i nogle ideale fordringer, men et praktisk indgreb til fordel for almenvellet.

Læg dagdrømmene til side og mærk skolen.

Niels Christian Sauer er lærer.