Onsdag den 5. februar mødte vi alle på Skrydstrup Skole til sædvanlig tid. Her modtog vi den chokerende meddelelse om Leif Andreasens pludselige død. Et aktivt menneske, som dagen forinden havde passet sin skole på vanlig vis, var ikke mere.

Leif blev ansat på Skrydstrup Skole i 1975. Vi lærte igennem årenes løb Leif at kende som et menneske, der fordybede sig meget i de ting, han interesserede sig for. Han var en hjælpsom natur, der altid var parat med en hjælpende hånd, når der var brug for det. Altid her og nu og frem for alt betingelsesløst.

Leif bevarede altid roen. Han tog tingene, som de kom, oppefra og nedefter, og blev aldrig stresset uanset omstændighederne. Selv under kaotiske forhold lod han sig ikke slå ud.

Han kunne i særlige tilfælde udvise en vedholdenhed, når der var ting, der lå ham stærkt på sinde, som han var uenig med os andre i. Til andre tider udviste han en høj grad af fleksibilitet, der var positivt medvirkende til at få hverdagen til at fungere.

En af Leifs stærke sider var hans utrolige evne til at hvile i sig selv. Uanset andres meninger gjorde han det, som han syntes var rigtigt, og han gjorde det på sin egen måde.

For fem til seks år siden skiftede Leif fuldstændig livsstil - en stor præstation i sig selv. Orienteringsløb blev hans store interesse. Vi mærkede tydeligt ændringen på skolen. Han blev et andet menneske. Vi lærte ham at kende fra nye sider og fik mulighed for at komme tættere på ham. Det er vi glade for i dag.

Leif efterlader et tomrum, som bliver svært at udfylde.

På vegne af kolleger ved Skrydstrup Skole

Susanne Rex Jensen