13.05 Onsdag. Anni Herfort kommer sidst i flokken af lønmodtagerforhandlere, som går hen ad Løngangsstræde i København på vej mod rådhuset. Her skal de sidste forhandlinger om den del af overenskomsten, som gælder for alle kommunalt ansatte, slutte i dag. Emnerne er på forhånd ikke så dramatiske: Den samlede lønramme - som plejer at følge statens - og en forbedring af tillidsrepræsentanternes vilkår.

Anni Herfort ser rolig og afslappet ud. Frisk makeup og smil til fotograferne. Hun har ikke så meget i klemme på den officielle dagsorden. Men under det afslappede ydre banker adrenalinen rundt i kroppen.

Med i tasken har hun nemlig - viser det sig senere - foruden seks pakker cigaretter og rent tøj - en idé til, hvordan lærerne skal få de sidste, særlige krav igennem ved at udnytte, at de generelle forhandlinger er ved at være færdige.

Hun skal vente, lige indtil de er ved at være færdige, og alle regner med, at nu kan de snart gå hjem. Så skal hun sige til forhandlingsleder Poul Winckler fra KTO, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, at hun ikke kan skrive under på det generelle forlig, hvis ikke lærernes særlige problemer bliver løst. Derfor har hun brug for en forhandling alene med Søren Andersen, forhandlingslederen fra Kommunernes Landsforening, KL, som repræsenterer alle arbejdsgiverne.

Det er en risikabel idé, fordi de øvrige organisationers forhandlere, inklusive Poul Winckler, kan blive så irriterede, at lærerne ender med at stå helt isoleret. Uden forlig - og i sidste instans i en konflikt, som der ikke er meget udsigt til at vinde noget på.

Mens hun sammen med de andre politikere går hen til det kæmpestore, smukt dekorerede lokale, hvor forhandlingerne skal starte, ved hun, at teknikerne allerede har leveret det meste. Klokken syv i morges fik hun i telefonen at vide, at de, efter at have forhandlet intenst hver nat siden lørdag, er nået frem til, at alle lønkrav for lærere og skoleledere er opfyldt. Tilbage er nogle politisk meget vigtige uenigheder om arbejdstiden. Det er dem, den hemmelige idé skal klare.

13.15 Lønmodtagere og arbejdsgivere er samlet. Der er ikke planlagt noget sted, hvor journalisterne kan være. På gangen uden for lokalet er der to hårde bænke og nogle garderobestativer. Sejt sted at tilbringe natten.

13.34 Pause i forhandlingerne. Lønmodtagerne går op i deres eget rum. Chefforhandler for arbejdsgiverne, Søren Andersen, siger, at nu har parterne udvekslet nogle synspunkter, og det vil de lige tygge på. Det vil nok vare en halv times tid, måske lidt mere.

Nå, så kan vi komme tidligt hjem, håber nogle af journalisterne. Andre og mere erfarne ryster dystert på hovedet.

14.30 Stadig pause. Anni Herfort står uden for lønmodtagernes lokale. Den brede marmorgang fungerer som en slags svalegang rundt om den kæmpemæssige rådhushall, som strækker sig op i fire etagers højde. Hænger man ud over det brede stenrækværk, kan man stå og overveje, hvad der vil ske, hvis man kaster sig ud.

Anni Herfort er kommet i tvivl. Poul Winckler virker sur og småvrissen. Sådan er han altid lige før afslutningen af forhandlingerne, siger de.

Men det lader til, at de andre organisationer bare har tænkt sig at skrive under og så forhandle deres særlige problemer bagefter. Skal hun også gøre det, så lærerne ikke risikerer at komme til at stå helt isoleret? Så ryger den pressionsmulighed, der ligger i, at alle gerne vil have et samlet forlig i dag.

Hvis hun nægter at skrive under, bliver hun nødt til at gå sin vej. Det er ikke sikkert, det giver et bedre resultat i den sidste ende.

Men det afgørende for hende som formand for Danmarks Lærerforening er, at hun ikke kommer til at skrive under på noget, som medlemmerne sidenhen underkender ved en urafstemning. Det kan hverken hun, foreningen eller medlemmerne holde til en gang til. De skal i takt igen, i hvert fald nogenlunde. Og de sidste uenigheder, planen skal banke af bordet, handler om arbejdstidsreglerne. Et emne, som traditionelt vækker voldsomme følelser.

Lærerne vil have ikke-disponeret tid ind i overenskomsten. KL kræver noget, der lyder som forhandlinger om den hellige forberedelsesfaktor.

Det er klar krig.

Anni Herfort vifter tvivlen til side. Hun vil holde fast i sin taktik. Hellere stå udenfor sammen med medlemmerne end indenfor og blive stemt ned. Nu gælder det bare om at vente. Hun tænder endnu en cigaret.

15.30 En journalist fortæller, at nogle har sagt - man får jo aldrig at vide hvem - at alle betingelser for at indgå et forlig er til stede. Hvorfor gør det så ikke, spekulerer journalisterne?

Det hele er som et absurd teater i et uendeligt antal akter. Det foregår i de store svalegange rundt om rådhushallen. Aktørerne er af uransagelige grunde anbragt på forskellige etager og i hver sin ende af det kolossale rådhus. Hver gang nogen vil tale med de andre, gå på toilettet, tale i mobiltelefon eller blot være lidt alene, foregår det via 100 meters vandringer på marmor.

Men det er som om, skuespillerne ikke rigtigt går i gang med deres roller.

16.15 Alle sidder stadig hos sig selv. Der er kommet en hel termokande kaffe til deling mellem journalisterne. Ivan Enoksen fra pædagogernes blad er gået i biografen. Han siger, at der alligevel aldrig sker noget så tidligt. Rygter vil vide, at alle forhandlerne har planlagt at gå ud at spise.

Teknisk forhandlingsleder Max Haugaard Nielsen og Anni Herfort kigger på papirer. Anni Herfort fortæller, at hun er ved at være træt af kattetunger og bridgeblanding. Journalisterne får ingenting.

17.30 De har ringet efter teknikerne fra DLF og de andre organisationer fra Lærernes Centralorganisation, LC. Anni Herforts idé forudsætter, at forhandlingerne om deres særlige krav er næsten færdige, inden hun går i krig. Der må ikke være afgørende problemer tilbage.

Anni Herfort har endnu ikke været detaljeret inde på lærernes problemer over for Poul Winckler.

17.45 Lønmodtagerne, især på LO-siden, Landsorganisationen i Danmark, vil købe to uger før barsel tilbage. Det koster 100 millioner. Anni Herfort synes, at det er i orden, men siger, at hun hellere ville bruge pengene på generelle lønstigninger. Poul Winckler vrisser.

18.30 Ivan Enoksen kommer tilbage efter at have set Lone Star. En intens film, siger han. Det er mere, end man kan sige om forhandlingstempoet.

19.30 Ovre i den modsatte ende af hallen er teknikerne nu installeret i et lille rum. De er hvide i ansigterne. Det er fjerde døgn stort set uden søvn. De har holdt møde med Anni Herfort og Max Haugaard. Døren bliver lukket. Men udenfor har nogen efterladt et stykke wienerbrød på en bakke. Jeg stjæler det.

19.45 Poul Winckler og Søren Andersen kommer ud fra et kontor, hvor de har holdt møde alene. Rygterne vil vide, at det stadig handler om tillidsrepræsentanternes vilkår. Det kan de da ikke blive ved med at forhandle...

20.00 Ja, det handler om tillidsrepræsentanterne. Der er desværre ikke flere rygter om, at nogen vil gå ud at spise.

21.00 Endelig spisepause. Journalisterne går på Chili og spiser mexicansk burger. Forhandlerne indtager aftensmaden på Copenhagen Corner. Hummersuppe og Tournedos, siger rygterne.

22.00 Der er ingen mad til teknikerne fra LC, men papirkurven er fyldt med tomme slikposer. En kiosk må være ribbet fuldstændigt. Kun sukker i letfordøjelig udgave kan holde dem i gang nu. Plus den obligatoriske kasse colaer.

De arbejder på højtryk for at blive færdig med at regne og skrive papirer fra de forhandlinger, som blev færdige i morges. Det er nødvendigt at være detaljeret enige med KL om, hvad det er, de har aftalt. Nu sidder de og stirrer ud i luften, mens Max Haugaard er nede hos KL med papirerne for at høre, om formuleringerne er okay.

22.20 Max Haugaard kommer tilbage, farer ind ad døren og råber 'om igen'. Teknikerne er så trætte, at de ikke bruger kræfter på at sukke. De hiver bare papirerne op på bordet igen og går i gang.

23.45 Vi venter stadig. Teknikerne har nu næsten papirerne på plads med KL. De hænger ude på gangen, mens de kigger tværs over hallen på politikerne. En af dem husker historien om, da Rolling Stones skulle fortælle om 25 år med rock: De sagde, at det var fem år med musik og 20 års venten. Det her er det samme - bare uden musik.

0.50 Overborgmester Jens Kramer-Mikkelsen har fået medlidenhed med journalisterne - eller også er han pr-minded - og åbner dørene ind til sit lokale ved siden af lønmodtagernes rum. Her er sofaer i stedet for de hårde bænke. Her er fjernsyn, og borgmesteren laver kaffe på sin kaffemaskine ved at hælde en halv pose op i tragten. Den bliver stærk.

Imens er Anni Herfort i al stilfærdighed gået i gang med sin plan. Det psykologiske øjeblik er inde. Hun er forsvundet hen for at tale med Søren Andersen om deres krav. Journalisterne har ikke opdaget noget endnu. De ser Cocoon II i fjernsynet.

1.00 Alle politikerne står på gangen og ryger og snakker. Der er en lettet stemning af, at nu er det snart overstået og det generelle forlig i hus.

Men ovre på den anden side af hallen er stemningen spændt. Nu skal det vise sig, om Anni Herfort vinder krigen.

På lang afstand kan man høre den hårde, vrede lyd fra hælene, som knalder i marmorgulvet. Anni Herfort stryger forbi de ventende ind i LC-lokalet.

Alle myldrer efter. Der er dødstille. Anni Herfort: 'De vil ikke noget på ikke-disponeret tid, og de er ultimative på, at der skal forhandles ændringer af arbejdstiden i løbet af perioden. Så jeg har måttet meddele Søren Andersen, at jeg ikke kan skrive under på det generelle KTO-forlig. Og så må I gerne trække vejret igen', smiler hun blegt.

Der er stille i rummet. Det gik altså ikke. Kortene blev spillet. Men stikket kom ikke hjem.

1.05 Anni Herfort og Max Haugaard går den tunge vej langs svalegangen ved hallen for at meddele sammenbruddet til Poul Winckler. De er tavse. Det var højt spil. Og nu er de ude.

Tilbage sidder DLF's sekretariatschef Hans Ole Frostholm og går i gang med at formulere, hvad de skal sige til medlemmerne og offentligheden. Hvordan forklarer man medierne om vigtigheden af ikke-disponeret tid?

Ude på gangen står en flok kridhvide teknikere og stirrer tomt på fire døgns arbejde, som er røget på gulvet. Uden en endelig underskrift gælder deres aftaler med KL ikke. Og oven i købet sidder disketten med de endelige formuleringer i KL's pc'er nedenunder.

1.15 Anni Herfort kommer tilbage. Hun har talt alene med Poul Winckler. Han blev sur. Hans rolle som forhandlingsleder er i overhængende fare, hvis der bliver for meget uro i geledderne. Og han bryder sig ikke om afpresning. Under alle omstændigheder er han nu i egen person gået hen for at tale med Søren Andersen og se, om de to kan finde et kompromis.

Endnu er spillet ikke slut. Ingen vover at trække vejret.

1.25 Ovre ved lønmodtagerlokalet er stemningen derimod helt afslappet. Bente Sorgenfrey lader sig interviewe til tv. De øvrige politikere hænger rundt omkring og ryger cigaretter.

1.42 Midt på svalegangen kan man se Poul Winckler komme tilbage fra sin mission. Han har nogle papirer med, som han diskuterer med Anni Herfort og Max Haugaard. Det må være et kompromisforslag. De tager papiret med forslaget og iler hen til DLF-lokalet, hvor de lukker sig inde med sekretariatschefen. Alle andre bliver sendt uden for døren, mens de overvejer. Er det godt nok? Er de købt eller solgt?

2.05 Endelig går døren op. Anni Herfort siger stille: 'Ja, så kobler vi os alligevel på forliget'.

KL's krav om en ændring af arbejdstiden og DLF's krav om ikke-disponeret er lagt i en syltekrukke, som hedder noget med, at dekan forhandles efter afslutningen af nogle forsøg.

Anni Herfort er lettet. Men fornemmelsen er også lidt flad.

2.58 Søren Andersen kommer hen efter Poul Winckler med to opknappede øller i den ene hånd. De to forsvinder hyggeligt hen ad gangen, mens de lægger armen om hinanden. Anni Herfort ser lidt nervøst efter dem.

3.00 Overborgmesterens ur spiller en lille melodi ved timeslagene. Det vækker Peter Thomsen fra Det Fri Aktuelt, som har snorket stille på sofaen en halv times tid.

4.30 Pressemøde med Poul Winckler og Søren Andersen. De har fået rene skjorter på og udtrykker den obligatoriske tilfredshed. Poul Winckler forklarer, at der har været lidt problemer med en enkelt organisation, som havde behov for, at Søren og han tog en snak.