Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Folketingspolitikerne tror tilsyneladende stadig - på trods af alle eksperter - at skoleelever er at ligne ved råjern eller andet råmateriale, som kan bearbejdes mere eller mindre og så blive til lige det, man ønsker.
De forstår tilsyneladende ikke, at der er tale om levende mennesker, som er individuelle og følgelig skal behandles individuelt. Den konservative Helle Sjelle kræver nu, at man stiller visse minimumskrav - ja, det kan man da naturligvis godt, men hvad så med dem, som ikke kan opfylde disse krav? Det er lige her, at »kæden hopper af!« Tror man, at læreren bare kan skrue op og ned for elevernes læring? På selv samme måde som man skruer på en radiator?
Går man virkelig rundt i den vildfarelse, at lærerne ikke gør alt, hvad der står i deres magt for at lære deres elever mest muligt? Tror man virkelig, at lærerne med vilje lader en gruppe, som godt kan komme længere, i stikken?
Hvis det er tilfældet, må man virkelig sige »Vorherre bevares« og konstatere, at uvidenheden går over alle grænser.
Tror man virkelig, at nogen lærer med respekt for sig selv ville lade noget uprøvet, hvis det havde bare den mindste mulighed for at bringe eleven længere frem?
Snart stiller man vel også krav om, at alle elever skal give møde med en forudbestemt intelligenskvotient.