Debat

Har Vagn Madsen taget realen?

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vagn Madsen påstod i Folkeskolen nummer 28/2010, at C.C. Kragh-Müller skulle have formuleret følgende: »Af hensyn til børnenes 'lykkemuligheder' må vi afstå fra vort nuværende intelligenssnobberi og derfor fjerne den nuværende fagligt højkvalificerede realskole«.

Forklædt som seriøs debattør missionerer Vagn Madsen under devisen »hensigten helliger midlet« for sorteringsskolens genindførelse. Han opstiller falske, til lejligheden opfundne præmisser og anvender forfalskede citater. Vagn Madsen er i Folkeskolen nummer 29/2010 (og efterfølgende i mange omgange på www.folkeskolen.dk) blevet afkrævet dokumentation for det anvendte citats ægthed. Han leverer ikke en sådan dokumentation. Hvad værre er: Han kunne ikke drømme om at erkende sit citatsvindleri.

I »Mennesket i centrum - bidrag til en aktiv kulturpolitik« (Forlaget Fremad, København 1953) findes den passage af C.C. Kragh-Müller, som Vagn Madsen har forfalsket. Kragh-Müller kalder sit bidrag »Demokrati og opdragelse« (ordene er forunderligt aktuelle den dag i dag og er gode at få forstand af. De kan derfor i særdeleshed anbefales til Lars Løkke Rasmussen, Tina Nedergaard og Vagn Madsen).

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

C.C. Kragh-Müller skriver blandt andet:

»Ikke alene af hensyn til børnenes lykkemuligheder, men også for vort samfunds videre udvikling er det skæbnesvangert, om vi stadigt fortsætter med vort nuværende intelligenssnobberi og kun bedømmer menneskeværd ud fra intelligens og endda - som tilfældet ofte er - ud fra en enkelt side af intelligensen, nemlig lære- og huskeevnen, mens der i skolen for sjældent spørges efter barnets aktive intelligens, om dets skabende evner og så videre«.

Man behøver ikke at have taget realen med for at kunne gennemskue Madsens citatsvindleri. Tag ham alvorligt. Tro ham ikke.