Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) er oprettet for at opkvalificere ungdommens uddannelses- og erhvervsvejledning, hvilket som udgangspunkt er positivt. Tidligere er denne vejledning i hvert fald i folkeskoleregi foregået lidt tilfældigt.

Nu skal UU også vurdere 9.-klassernes uddannelsesparathed. Her står der i bekendtgørelsen, at denne vurdering bygges på faglige, sociale og personlige forudsætninger, hvilket lyder meget rimeligt. Det kan så vurderes, hvordan UU med et begrænset kendskab til den enkelte elev skal kunne lave denne vurdering i praksis. Her skal indgå standpunktskarakterer og bemærkninger fra skolen. Dette synes jeg er for vagt formuleret, og det var ønskeligt, at skolens rolle blev uddybet. Det er trods alt skolen, som med den daglige omgang med eleven kender denne bedst.

Mit lokale UU-center sender så en folder, hvor man definerer uddannelsesparathed. Og her knækkede filmen for mig!

Under personlige forudsætninger beskrives uddannelsesparathed sådan:

Sociale forudsætninger

. Den unge har opbakning fra familie og venner

. Den unge er åben over for mødet med nye kammerater, lærere og undervisningsformer

. Den unge møder »det nye« positivt og er en god kammerat.

Skal samfundet nu stille krav om, at jeg skal være en god kammerat for at kunne gå på gymnasiet? Skal jeg være åben og udadvendt, må jeg ikke være stille, genert og indadvendt? Hvad nu hvis mine forældre ikke bakker mig op, og mine kammerater er asociale og ligeglade med uddannelse, er jeg så heller ikke egnet? Skal jeg så finde nogle nye forældre og venner?