Folkeskolen er med sin styring via mål, elevplaner (karakterer) og test en anstalt, der indfanger og beskriver det unormale, på papir eller chip, i den hensigt at få skidtet elimineret hurtigst muligt - kun dansk, engelsk, matematik og visse naturfag tæller, og så slut. Sådan en skole appellerer ikke til en stor del af drengene, som instinktivt melder fra - mønsterbryderen ønsker sig blot væk.

Stillet over for elevens »ligegyldighed« slæber skolen ham og hans pårørende ind på området, hvor de tvinges til at underskrive kontrakter, der afsværger alt det mønsterbrydende. Det er elevernes lydige arbejdsevne, der efterspørges, intet andet.

På bedstefars tid ville disse drenge være stukket af som skibsdrenge, være på eventyr i storbyens jungle, have deltaget i ekspeditioner til ukendte polarområder, guldgravet i høje bjerge eller andet vildt.

I kedsomhed og oprør har mønsterbryderen altid indprentet sig, hvad der er normalt og god tone, hvorefter han handler stik modsat for at se, hvad der så sker.

K.E. Løgstrup beskrev det »uoverkommelige« ved at holde skole som en væsentlig del af skolens kvalitet.

Desværre er selve skolen nu blevet uoverkommelig for mange drenge, som synes, skolen bare værdsætter den stillesiddende duks, de ikke har i sig. De kan ikke holde sig selv ud.

Børnene, og ikke mindst de vilde drenge, har brug for musik, idræt, kunst, dans, drama og håndværk - dagens lavtprioriterede kulturaktiviteter.

Skolens professionelle, lærere og ledere, har sagt det så ofte: Leg, musik og idræt er ikke belønning og luksus efter overstået tørvetrilning - men selve forudsætningen for udvikling og læring.