»Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at give eleverne mulighed for at tilegne sig kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, som medvirker til den enkelte elevs alsidige udvikling«. Sådan stod der i 1975-lovens formålsparagraf.

Forud for loven havde Knud Heinesen som undervisningsminister allerede i 1972 lavet udkast til denne formulering. I bemærkninger til lovudkastet kunne man læse: »Med ordet 'alsidige' er det fastslået, at skolen må tilgodese alle sider af elevernes personlighedsudvikling, ikke blot den intellektuelle, men også den emotionelle, den fysiske og den sociale udvikling«.

Går vi til den nugældende formålsparagraf fra 2006 for at se, hvad der er blevet tilbage af denne forståelse, kan vi, hvis vi forenkler læsningen og uden at fejlcitere, læse: »Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der ... fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling«.

Der har gennem årene bredt sig den opfattelse, at skolens opgave er dobbelt. At der skal arbejdes dels mod en række faglige mål, dels mod alsidig udvikling. Gennem flere indlæg i Folkeskolen, hos det såkaldte rejsehold, i Skolerådet og hos Evalueringsinstituttet er denne opfattelse kommet til udtryk, og i den seneste finanslov er der afsat midler til at undersøge, »hvordan folkeskolens praksis kan give størst muligt udbytte for alle elever såvel fagligt som med hensyn til alsidig udvikling ...«.

Måske gemmer der sig bag den forståelse, at nogle fag og aktiviteter i skolen tilgodeser en faglig udvikling, og at andre fag og aktiviteter tilgodeser den alsidige udvikling. Det giver ikke mening. Alle fag i skolen er »faglige«, og alle fag og tværfaglige aktiviteter skal naturligvis bidrage til den enkelte elevs alsidige udvikling. Det er deres berettigelse. Og det er den forståelse, som kommer til udtryk i formålsparagraffen såvel i 1975 som i 2006.