Anmeldelse
Karriere A/S
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Dansk Industri (DI) vil gerne i kontakt med de kommende medarbejdere, der i dag sidder i grundskolens 7.- og 8.-klasser. Derfor opfordrer de virksomhederne og skoleklasserne til at mødes i et virksomhedsbesøg. For at kvalificere udbyttet af et sådant besøg, skal det forberedes og gennemtænkes, og dertil kan dette nye materiale bruges.
Emnet uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering rummer i sine trinmål og slutmål, at der skal opbygges forståelse af et arbejdsmarked i konstant forandring og en forståelse for sammenhængen mellem uddannelse, erhverv og beskæftigelse, så det personlige valg får substans. Materialet fra DI kan bestemt medvirke til, at en klasse og en virksomhed kan mødes i dialog om dette.
Materialet består af et arbejdshæfte, hvor eleverne arbejder med selvindsigt og egne resurser set i forhold til forskellige arbejdspladser og -miljøer samt forbereder det konkrete virksomhedsbesøg ved at samle oplysninger om det aktuelle firma, dets produkter, medarbejdere, markedsføring og ikke mindst dets miljøpolitik. Meget aktuelt lige nu. Til at styre forløbet er der udarbejdet to vejledninger, en til læreren og en til virksomheden/kontaktpersonen på stedet. Herved sikres en sammenhæng i forberedelse og gennemførelse af besøget ved beskrivelse af de enkelte fasers indhold.
Materialet er udarbejdet af tre lærere og en vejleder. Det kan mærkes. Materialet bør bruges, og netop 7. og 8. klasse er et godt tidspunkt at få pirret elevernes nysgerrighed for det, der venter forude.