Temanummerets ni artikler belyser med meget forskellige indfaldsvinkler problematikker i forholdet mellem individ og fællesskab. Vi kommer langt omkring.

Schultz Jørgensen, Korsgaard og Kaasbøl diskuterer forholdet individ - fællesskab i sociologisk, politisk filosofisk og kulturteoretisk belysning. Korsgaard understreger "det politiske" som det, der kan fastholde et samfundsmæssigt fællesskab uanset kulturel baggrund og religiøs orientering, og ser opdragelsen til medborgerskab som den pædagogiske opgave. Kaasbøl begrunder, hvorfor pædagogikkens aktuelle opgave er at se det særlige i det/den enkelte, samtidig med at det forstås som del af og forbundet med den givne sociale kontekst og livsudfoldelse.

Thejsen fortæller historien om, hvordan og med hvilke argumenter folkeskolens nuværende formålsparagraf er blevet til. Debatten om valget af ord og begreber afslører forskellige værdiorienteringer i forståelsen af folkeskolens opgave fra en almen dannelsesopgave til uddannelse til arbejdsmarkedet, men viser i lige så høj grad forskelle i analytisk skarphed hos de politiske debattører. 

Dysthe og Lund udfolder, med hver deres teoretiske optik, klassens fællesskab som ramme om og resultat af elevernes forskellighed og som afsæt for deres læreprocesser. Overskriften for Dysthes artikel er "Evaluering i klassen til støtte for læring", og det handler artiklen velargumenteret og inspirerende om med teoretisk belæg i et dialogisk syn på læring og med didaktiske principper for evaluering, der fremmer læring. Med et systemteoretisk afsæt til indkredsning af et begreb om elevernes forskellighed konkretiserer Lund en række optikker på forskellighed. Klafkis begreb om en differentierende didaktik rejser spørgsmålet: Hvordan forholder man sig til det uomgængelige fænomen, at forskellige forskelle bliver værdsat forskelligt? Lunds bud rummes i begrebet "den fælles skabte skulptur", skabt af alle, men forskellig for hvert enkelt medlem. 

Egelund konkluderer i sin artikel "Eliteundervisning - er det nu noget?", at den udelte skole bør bestå, men at der skal gøres mere for talenterne - og tilføjer "og for eleverne med indlæringsvanskeligheder". Kunne man frygte, i forlængelse af Klafkis spørgsmål, at talenterne fremover vil komme til at nyde størst bevågenhed?

Hammershøjs artikel "Pædagogikkens placeboeffekt og selvdannelse" behandler selvdannelsesbegrebet i et pædagogisk perspektiv, diskuterer kritisk evidensbevægelsen og bruger placeboeffekten som inspiration til at få øje på "begejstring" som pædagogikkens placeboeffekt. Alt lykkes for de begejstrede lærere og elever uanset pædagogisk idégrundlag. I dag skal begejstring udvikle selvoverskridelseskraft og smagsafgørelseskraft - anderledes udtrykt, men samme pointe, som jeg ser hos Kaasbøl.

"KvaN 85" giver stof til vigtige overvejelser og drøftelser, som der desværre bliver stadig mindre tid til i læreruddannelsen.