Frederik 6. blev af sine samtidige undersåtter ". opfattet som den unge menneskekærlige og frihedselskende fyrste, der gerne lod sig påvirke af sine rådgivere, og som i enighed med dem værnede om de borgerlige rettigheder, skænkede bønderne deres frihed, skabte en fri skole for sit folk og meget andet godt". Det var også, hvad jeg lærte i skolen i begyndelsen af 1950'erne. 

Men Engberg vender alting på hovedet i forhold til min skolelærdom. Fra Frederik 6. var omkring 30 år, blev han en enevoldshersker, som var fuldstændig sikker på sin egen evne til at bedømme, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert. Han led af en sygelig selvovervurdering. Jens Engberg sammenligner kongen med H.C. Andersens standhaftige tinsoldat. Han gik kun op i eksercits, til trods for at han i militær henseende var en ren amatør. Hans 55 år som kronprinsregent og konge var én lang nedtur: Christiansborg brændte i 1794, København brændte året efter, søslaget mod englænderne i 1802 blev tabt, Københavns bombardement i 1807 og tabet af flåden. Kongen havde taget ophold i Kiel, og Engberg skriver: "Som en vis anden senere diktator i Tyskland så Frederik hellere sin hovedstad i ruiner, end han overgav den". Så kom statsbankerotten i 1813, og året efter måtte Danmark afstå Norge til Sverige. Jens Engberg sammenfatter: "Alle hans drømme blev som skindet af en gammel hund med gule glasøjne smidt på møddingen". Frederik 6. døde i december 1839, og ligtoget fra København til Roskilde efter nytår var særdeles kaotisk og præget af optøjer. Jens Engberg sammenfatter, at Frederik 6. var en elendig konge, som blev til Danmarks ulykke.