For godt og vel et års tid siden blev 13 elever bortvist fra en skole i Helsingør for at have oprettet en chat, hvor de skrev om deres "hadelærere". Helt i tråd med det, som elever altid har gjort, beskrev de deres lærere i lidet flatterende vendinger og kaldte tilmed en af dem for pædofil.

Sagen trak store overskrifter i pressen, forældrene protesterede, borgmesteren lod sig interviewe til snurrende kameraer - og Danmarks Lærerforening slog i bordet. Nu var grænsen nået for, hvad lærere burde finde sig i - der skulle statueres et eksempel. Et år senere fortæller den 16-årige Pernille om, hvad hun oplevede og tænkte bagefter. Jo, det var dumt at slå et slag inden om chatten, "men helt ærligt ... Det er vores fritid, ham der skrev pædo var bare 11 år og kunne ikke engang stave til det ... men jeg har i hvert fald lært, at man skal passe på, hvad man skriver på nettet . man kan jo ikke føle sig sikker mere .".

Og det er præcis det, som dette udmærkede undervisningsmateriale handler om: Hvad er sikkerhed, når vi blænder op for internettets mange muligheder? Tre teenagere fortæller om deres liv med Arto, om en hverdag, hvor man kan have en kappestrid med en kammerat om at finde på de mest sjofle udtryk, om at være uvenner med en hel by og om forældre, som i desperation "tager nettet" fra børnene. Men "heldigvis kun i en uges tid".

Ind imellem disse tankevækkende beretninger optræder flere eksperter, som påpeger, at de sociale platforme er kommet for at blive, de er en del af ungdomskulturen, et sted, hvor man tjekker op på eksisterende venskaber, måske får nye - og leger med sin profil. I dagens hastigt omskiftende samfund vil ingen glemmes - med nettet kan vi holde kontakt og samtidig sikre os, at vi aldrig bliver glemt. Det er både godt og skidt, for nettet husker bedre end de fleste - og mange unge er ikke klar over, at det, de tror er personligt, med et museklik eller to kan blive alles ejendom.

Konfronteret med dette udsagn reagerer bogens unge interviewpersoner med forbløffende nonchalance grænsende til det anarkistiske. Jo, det er lidt skræmmende, men det tænker jeg ikke over lige nu. De lever i nuet, tydeligvis, hvad der kommer senere, kan ingen med sikkerhed vide.

Bogen afsluttes med en række råd til voksne om børns brug af de nye medier. De kan være gode at have i baghovedet, men allerbedst i dette undervisningsmateriale, som retter sig til folkeskolens store elever, er elevsamtalerne. De illustrerer til fulde, at det kan give mening at kalde nogle for både pædo, bøsse og so - uanset om det omgivende samfund måtte mene noget andet. Hvordan dette dilemma skal takles, har materialet ikke et direkte bud på. Man fornemmer dog, at bortvisning ikke nødvendigvis er den bedste løsning, og at samtale fremmer forståelsen.

Materialet anbefales på det varmeste til eleverne, deres lærere og forældre.