I november under valgkampen fortalte statsministeren, at de økonomiske lærebøger skulle skrives om. Der var sagtens råderum til såvel skattelettelser som en velfungerende offentlig sektor. I nytårstalen kun halvanden måned efter valget var budskabet afgørende ændret. Nu skulle vi vise mådehold - altså ikke i forhold til forventninger om skattelettelser forstås, men derimod med forventningerne til lønstigninger - i øvrigt med direkte adresse til overenskomstforhandlingerne på det offentlige område.

I sommerferien og under og efter valgkampen gav et flertal i oppositionen udtryk for, at der skulle tilføres ekstraordinære fem milliarder kroner til overenskomstforhandlingerne. Umiddelbart før jul besluttede finansministeren at give kommuner, regioner og stat budgetmæssig mulighed for at fremrykke en samlet lønstigning på 1,7 milliarder til første overenskomstår mod en tilsvarende lavere stigning de efterfølgende år. Det fik repræsentanter fra Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne til for åben skærm at sige, at nu var der tilført forhandlingerne tre gange 1,7 milliarder, i alt 5,1 milliard. Som matematiklærer kan jeg bekræfte, at tre gange 1,7 = 5,1, men det er til gengæld også det eneste, der er korrekt i den fremlægning. Skulle der stilles et regnestykke op, ville det være langt mere korrekt at skrive: + 1,7 milliarder - 1,7 milliarder = 0 milliarder. Der er reelt ikke tilført de offentlige forhandlinger ekstra midler. TV2 og især Danmarks Radio hoppede længe på regnestykket med de 5,1 milliard, og efter nogle dage blev partierne reddet af jule-gongongen.

Diskussionen om politisk indblanding i overenskomstforhandlingerne har fyldt meget de seneste måneder. Regeringen har afvist at ville tilføre flere midler til forhandlingerne med den begrundelse, at det vil være indblanding i forhandlingerne. Finansministerens øvelse kort før jul viser imidlertid med al ønskelig tydelighed, at politikerne i forvejen har stor indflydelse på den økonomiske ramme. Ekstra midler er derfor på ingen måde politisk indblanding, hvis politikerne altså holder sig fra at blande sig i, hvordan parterne bruger midlerne.

Vi er midt i forhandlingerne. Det gælder både de generelle KTO-aftaler (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte) og CFU-aftaler (Centralorganisationernes Fællesudvalg), som kommer til at gælde for alle i henholdsvis kommuner og regioner, og det gælder de specielle læreraftaler. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for i de kommende uger at forhandle et godt resultat hjem til alle medlemmer. Det er det, vi går efter, og det tror vi bestemt stadig på er muligt.

Når det forhåbentlig sker i løbet af februar måned, må vi nok desværre konstatere, at det ikke skete på grund af politikerne på Christiansborg, men snarere på trods af samme. De politiske kovendinger har ikke just fremmet mulighederne.