»Valgløfter adskiller sig kun i formatet fra nytårsforsætter«, sagde komikeren W.C. Fields i en af sine kyniske betragtninger over verden. Sandt er det i hvert fald, at valgløfter og brud på samme optager vælgerne - og journalisterne - op til og efter et folketingsvalg, og at det er lige så forudsigeligt som med nytårsforsætterne, at de ikke bliver ført ud i livet.

Det er ikke så underligt. I et system som det danske, hvor det altid er flere partier, som skal blive enige, vil der jo altid være kludetæppeløsninger og zigzagkurs. Valgløfter er i Danmark synonymt med valgønsker, for det kræver altid kompromis at tælle til 90 mandater. Systemet ender tit rodet og mudret. Men skæver man til Brexit, er vi nok mange, som trods alt synes, at der er fordele ved partier, som er vant til at gå på kompromis for at tælle til 90.

Men når det gælder folkeskolen, er der faktisk rigtig mange ting, som partierne er enige om denne gang: kortere skoledage, mere tillid til lærerne, færre test, dannelse, mere forberedelsestid og i flere tilfælde også flere midler til folkeskolen og til inklusionsopgaven. Smukt, men lige under overfladen dukker markante forskelle frem.

I den røde blok - hvis man stadig kan bruge sådan et udtryk - er der ikke enighed om, hvor pengene skal komme fra, når folkeskolen skal styrkes. Socialdemokratiet vil rulle stigningerne i tilskuddet til privatskoler tilbage, mens Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten ikke bryder sig om denne løsning.

I den blå blok - hvem den så end består af - er der lige så mange forskellige holdninger, lige fra De Konservative og KristenDemokraterne, som vil have meget kortere skoledage, til Venstre, som ikke ønsker at forpligte sig, men til gengæld ønsker, at der bliver gjort meget mere for at få inklusionen til at lykkes.

To ting er begge sider af salen enige om: Inklusionen er ikke lykkedes. Det er blevet for meget en spareøvelse. Og læreruddannelsen skal styrkes.

Det er ærgerligt, at partiernes holdning til folkeskolen ikke vejer tungest hos vælgerne, når de skal sætte krydset. For det er jo ved valget til Folketinget, at pengene til at gøre noget ekstra for skolen skal findes.

Det er en gratis omgang for kommunerne bagefter at henvise til, at de gerne vil gøre mere for folkeskolen, men at staten og det »onde Finansministerium« styrer økonomien for stramt. Den til enhver tid siddende regering kan lige så gratis henvise til kommunerne, som er udstyret med den fine titel af skoleejere, men skal holde sig inden for en lovgivning og økonomi, som er bestemt af staten.

Abekastning har altid været en anerkendt disciplin inden for styringen af folkeskolen. Desværre.

Så sørg for, at der bliver talt folkeskole ved folketingsvalget. Stil spørgsmål til dine politikere. Det er nu, millionerne skal rulles ind. Det er nu, opgaverne skal skæres til, så de passer med pengene. God arbejdslyst!