Mange forældre, som i denne tid går til konfirmationer, bliver forskrækkede over, hvor mange ritualer, symboler og skikke der viser sig at være forbundet med denne særlige begivenhed.

»Jo, hun har jo gået til præst længe, men jeg var alligevel ikke helt forberedt på så meget religionshalløj«, indrømmer en forælder, der kom til at sætte sig på organistens skammel.

»De havde virkelig gjort noget ud af det derovre. Det bliver bare lidt for okkult for min smag med alle de stearinlys og billeder og tavler med mærkelige ord og så den der mystifystiske rumklangsmusik. Og når man så har overstået et hav af sindssygt lange sange og urealistiske historier, så er det altså lidt hårdt, at man ikke engang må klappe, når det endelig bliver ens barns tur«, mener forælderen, der normalt har det fint med kirker.

»Mit temperament er nok bare lidt mere til blå mandag«.