Forestil dig, at du i dagtimerne passerer en tom skolegård. Alle er til time i deres klasselokaler. Men i skolegården løber en glad dreng rundt i spjættende englehop.

»Hvad laver du?« spørger du.

»Jeg lufter«, svarer drengen.

Her slutter fatamorgana-synet. Scenen er en visualisering af den typiske forklaring på, hvorfor et barn sættes uden for døren i undervisningen: »Han trængte til lidt luft«.

Sandheden er, at uden for døren-børn ikke lufter, men snarere sidder og kigger ned på deres støvlesnuder: vrede, flove, kede af det eller resignerede.

Det er min oplevelse fra mange skolebesøg, at det fortsat er en almindelig sanktionsform.

Hyppig brug af denne straf kan dog have en uheldig »bivirkning« socialt set.

Funktionen er: »Når du ikke overholder vores regler, så forstyrrer du, og derfor må du ud fra fællesskabet i en periode«.

Samme funktion har mobning: »Når du ikke overholder vores normer, så forstyrrer du (kammeratskabet), og derfor må du ud (af gruppen)«.

Begge dele er eksklusion fra fællesskabet, men begge dele har også visse fordele for fællesskabet, deri ligger kompleksiteten.

At sætte elever uden for døren forsvares med, at der bliver ro til undervisning. Nogle mener, at sanktionen til og med har en opdragende effekt på det udsmidte barn.

Man skal ikke tage fejl. Mobningen har også en positiv funktion. For dem, der mobber. Det cementerer: »Vi holder sammen i vores klike«. Alligevel anerkender vi ikke udstødende hierarkier i børneland, fordi konsekvenserne er fatale for ofrene, og ikke kun for de direkte ofre, men også for semiofrene: Dem, der frygter mobning.

Hvis voksne for alvor vil påvirke adfærdsudvikling i gruppen, må vi kigge på de værdier, vi selv praktiserer, og her trænger de overlevede sanktionsformer mere til at luftes end eleverne.

Læg mærke til, om det barn, der gentagne gange skal forlade klasselokalet, er det samme barn, der holdes udenfor i børnegruppen. Er der et sammenfald, bør voksenkulturen bevidst modvirke stigmatisering. Den såkaldte »opdragende effekt« er efter min mening illusorisk. Fagligt set er udsmidning også temmelig uheldigt, da der ikke er meget andet at tage sig til end at tælle knasterne i gangvæggen, mens man »kommer på bedre tanker«. Børnegruppen opfanger også lynhurtigt, når det samme barn sættes uden for døren igen og igen. Det legitimerer holdningen om, at den pågældende klassekammerat er irriterende, voldsom og dum, og man gider i øvrigt ikke at have hende med hjem til fødselsdagsfest.

Et udstødt barn har mere brug for hjælp og støtte til social integration end gentagne udvisninger, som efterhånden tegner et udstødelsesmønster.

Mens vi venter på fremtidens skolesystem, måske med tolærerordning og katederløs undervisning, vil det være en spændende udfordring, at man i lærerkollegiet beslutter sig for at droppe denne strafsanktion, med mindre de omtalte børn rent faktisk har brug for luft. Det kan være elever, der slås eller skændes voldsomt, eller børn, der er kede af det.

Sådan en udfordrende proces kan udvikle andre veje til at opnå flere deltagende elever gerne ud fra målet: At skabe inkluderende klassekultur frem for ekskluderende.

Helle Rabøl Hansen er cand.jur.