Med periodiske mellemrum fatter idealismens frimodige frontkæmpere mod til den umulige tvekamp med realisternes oldermand Vagn Madsen og dennes skarpsindige indlæg, men må bestandigt forlade slagmarken uden at have krydset klinge med debatkongen selv, slaget af Madsens trofaste våbendragere.

Disse forsvarere af tingenes orden klynger sig til Madsens todelte trosbekendelse, der pointerer »nyttige kundskaber« som (ind)­læringens vigtigste ingrediens og ser niveaudeling som udvejen på alle præsentiske pædagogiske problemstillinger. I kølvandet herpå forekommer pædagogisk forskning absurd, al den stund løsningen for de ukultiverede kan rekvireres per e-mail fra Brønders­lev.

Hvor den begrebsmæssige hjør­nesten er overskuelig, forefindes en kompleks beskrivelse af forsagede, opblæste, pædagogiske rønnebær, som Madsen altså finder særdeles sure. Anførte resulterer i den udmærkede formålsparagraf, at lærerne i samarbejde med sig selv skal forberede eleverne til Jeopardy.

Tilbage står Madsens tro væbnere og venter på endnu en højhellig torsdag, hvor postkassetømningen er det åbenbarede højdepunkt artikler, der anskueliggør enhedsskolens succes, skippes notorisk. Famlende fremfindes ugens debatindlæg, der igen bekræfter tyrkertroen kundskaber er undervisningsnøglen.

For de idealistiske læsere kan det fortrøstningsfuldt nævnes, at hunde, hvis levetid efterhånden strækker sig ud over datomærkningen, undskyldes ved, at (ind)­læring af nye tricks ikke længere er tænkbart. Derfor kan man, så­fremt man besidder idealistiske tilbøjeligheder, roligt lade smilebåndets trækninger røre på sig og nyde kommende indlægs ironiske iagttagelser, vel vidende at bagmanden tilhører en uddøende race.