Er gamle mennesker mere bange af sig tiltagende ængstelige og bekymrede?

Ja, selvfølgelig. Med god grund. Vi ved mere. Faktisk ved vi for meget. Alene det faktum, at vi har læst mange flere aviser. Bagagen af erfaringer og byrden af erindringer bliver stadig større.

For eksempel »eleven i centrum« mindet åh Gud, nu viser resultatet sig, skolen gik foran, dumme eksperter smed et uigennemtænkt dogme i hovedet på lærerne, nu er centrums-eleverne kommet ud på de danske landeveje, hvor de vanen tro kan pleje de store egoer og ikke finde sig i noget. Jeg vidste, det gik galt. Den aggressive bølleoptræden i trafikken gør mig mere nervøs end nogensinde for at køre i mit gode moderate tempo. »Ingen skal sinke mig«, sagde en trafikbølle ifølge avisen ... Folk dør jo som fluer nu i trafikken. Ja, der går snart sagt ikke en uge, uden at en person møder sin død på vejene her i min landsdel (Lærerkreds Jammerbugten). Nu slår de os ihjel. Og det er skolens skyld! Lærernes skyld! Hvor er det forfærdeligt.

Hver morgen når man vågner det ved enhver har man lige et kort sekund, hvor man tænker: »Hvor er jeg, skal jeg på arbejde nu, hvilken dag er det, hvor gammel er jeg, gør det ondt nogen steder, er jeg syg?«

Så kobles bevidstheden hurtigt på, og jeg bliver glad for at være rask og ikke at skulle i skole. Straks kommer jeg dog til at tænke på, at enhver person i min alder, der føler sig rask, er en person, der ikke er blevet grundigt undersøgt på et sygehus. Af den grund er jeg ikke meget for helbredstjek. De kunne finde noget, som jeg ikke behøver at vide, og de kunne fejle.

For ikke længe siden læste jeg en bog, der fik hårene til at rejse sig på mit hoved, den hed »Det danske sundhedsvæsens storhed og fald« skrevet af en erfaren overlæge på Rigshospitalet, der vidste, hvad han talte om. Jeg tog skade af at læse den bog. (Forresten kunne man ofte sætte ordet »skolen« ind i stedet for sygehuset i bogen så meget mindede fænomenerne om hinanden). Jeg har hørt i hundredevis af historier fra det virkelige liv om lægefejl, manglende kommunikation, søvnige læger, ombytning af journaler, almindelig typisk dansk slendrian, medlidenhedsdrab og deciderede mord på patienter. Jeg kan desværre ikke fortrænge min viden, når jeg tvinges til at gå ind på et sygehus, selvom jeg prøver at bide mærke i de få lykkelige tilfælde. Det er klart, at sygehuset gør, hvad det kan for at skjule fejl og mangler præcis som vi tit måtte gøre i skolen.

Jo vist bliver vi mere ængstelige med alderen.

Jeg er også stærkt bekymret over tv-programmerne, der påtrængende minder om et folk, der er i sidste fase inden den åndelige endelige død. Og ikke mindst at endog begavede mennesker som mig selv tilbringer alt for mange timer den lange vinter foran den åndssvage skærm.