I artiklen »Gummi-Tarzan-pædagogik« i Folkeskolen nummer 3 kan man læse om, hvordan der arbejdes med at »se« og »møde« eleverne. Det gøres blandt andet ved, at eleverne lærer om 24 styrker (Martin Seligman). Eleverne placerer to af disse styrker på hver af deres kammerater.

Gummi-Tarzan-pædagogik

Det forbigås her, hvordan hvert enkelt barn har det. Deres væren tæller ikke. De mærker og deler ikke, hvad de har glæde af, og hvad de ikke bryder sig om.

Børnene får andres ønskede (og uønskede) egenskaber placeret på sig. Dette er projektion.

Men bliver børnene ikke glade for at få at vide, at de har disse styrker? Utvivlsomt. Det er næsten altid dejligt at blive bedømt positivt.

At sætte etiketter på andre, bedømme eller vurdere dem er en måde at beskytte sig selv på ved at tilbageholde sine egne reaktioner. Det gør mennesker ensomme, og hvis det er den eneste samværsform, man tilbydes, må man finde måder at dulme sin smerte og sit savn af kontakt på. Perfektionisme, spiseforstyrrelser, arbejdsnarkomani, cutting og utallige andre midler kan bruges til at erstatte ægte interesse.

Kontakt er, at vi giver os til kende over for hinanden. For at skabe en ægte relation må man fortælle den anden, hvad man godt kan lide, og hvad der går én på.

At dele er at tage ansvar for sine egne behov og ønsker. For at dele må man have føling med sig selv. Hvis vi skaber et nyt ord, selvføling, i stedet for ordet selvfølelse, undgår vi at forveksle det med selvtillid. Selvføling er fundamentet. Selvtilliden er det, som bygges på fundamentet.

Hvordan kan man vide/mærke, om en undervisningspraksis bidrager til børnenes sunde udvikling og deres kompetence med hensyn til relationer?

Man bliver glad, når man lærer/underviser på den måde! Man mærker det i hele sin krop og bevidsthed. Man er i flow og må bare finde nogen at dele med!