Det var den helt store kærlighedsaffære, der opstod tilbage i december måned. Med kameraerne rullende var der gjort klar til en af de helt store kærlighedsaffærer mellem KL med Michael Ziegler i spidsen og Danmarks Lærerforening repræsenteret af Anders Bondo. I hvert fald hvis man skal tro talemåden »Den, man tugter, elsker man«.

For tugtet, det er de danske folkeskolelærere blevet.

Den grimme ælling skulle nu normaliseres, men ikke på samme måde som de andre ænder i den store og udskældte offentlige andedam.

Den stormfulde forelskelse med en del ægteskabelig turbulens måtte ende i ulykkelig skilsmisse og giftig konflikt. En konflikt, som kun var ønsket fra KL. De danske lærere sidder nu tilbage sørgmodige, udelukket og med savnet af vores fælles børn. En skilsmisse kan være en hård omgang at komme igennem, ikke kun mens den står på, men også bagefter.

Følelserne er ofte i kog, man er vred, ked af det, føler sig afmægtig og er måske fuld af skyldfølelser over for børnene.

De stakkels små, som vi ellers havde lovet med tro og love, at de, ifølge grundlovens paragraf 76, har ret til fri undervisning i folkeskolen, måtte blive alene hjemme, mens skilsmissen kørte på sit højeste.

Hvad nu bagefter? Efter den grimme og nedværdigende retorik, hvor ubehagelige beskyldninger fra KL er fløjet gennem luften. Vi må spørge os selv, hvordan hverdagen efterfølgende skal udforme sig? Hvad er vores ambitioner og ønsker for vores børn?

Hvordan skal skoledagen se ud, hvis fundamentet for vores kerneydelse, altså forberedelsen, minimeres eller i værste fald fjernes? Hvordan skal den ærekære lærer genfinde arbejdsglæden, hvis kvaliteten af vores arbejde må drukne til fordel for »ny og spændende« undervisning, hvis form endnu virker noget svævende, og uden den nødvendige forberedelsestid? Hvordan skal børnene opnå den tillid og respekt til hinanden, som vi opfordrer til i skolens formål, når de ansvarlige for skolerne og denne konflikt ikke selv har kunnet udvise denne form for opførsel og samspil med hinanden?