Dette kan godt virke lidt spredt, men det er KL's annonce om, at man i 1922 indførte, at lærere over 60 år fik en måneds frihed. Det vil nok være godt at tænke på, hvordan 60-årige oplevedes for næsten 100 år siden. For mig var de ældgamle. Når jeg tænker tilbage på min tid i folkeskolen, hvor jeg selv var omkring 60 år, var der ingen grænser for, hvor forældede og gammeldags vi var. De unge, energiske og dygtige lærere stod på spring til at overtage vore stillinger, som der var for få af. Nogle af mine kolleger fik oveni tillagt flere pensionsår for at gå på pension, så de unge kunne komme til.

Da jeg så gik på pension, deltog jeg i et kursus for seniorer, hvor forskere fortalte om aldring. Forskeren fortalte, at synet på aldringen mere afhænger af samfundets situation end af de ældre personer. Således også i 1920'erne. Mine forældres generation gik på seminariet og måtte risikere, at der ikke var noget arbejde til dem efter eksamen. Begge min kones forældre fik lærerjob, hvilket fik en nabo til forarget at udtale, at det kunne man ikke være bekendt. Et ægtepar burde ikke begge kunne få en lærerstilling. Det kunne jo meget vel være situationen, da man indså, at det ville være en gevinst for folkeskolen at bevare værdifuld erfaring hos de 60-årige ved samtidig at give en måned fri (fordelt på ugedagene) for at give plads til nye kolleger. Det var samfundssind!

Det tyder på, at der var meget mere fornuft i lederne dengang end hos de aktuelle forhandlere for KL.