Lærere bør tænke med taknemmelighed på et tidligere medlem af Folketinget, den forhenværende konservative Frank Dahlgaard. I 1996 satte han larm og uro i folkeskolen på den politiske dagsorden. Det gav anledning til forskning i fænomenet.

Når det var interessant, var det ikke så meget på grund af resultatet, selv om det viste uroproblemer, naturligvis. Men forskningen gjorde det legitimt at tale om det som et generelt problem og ikke noget, som den enkelte lærer behøvede at se som sin egen fejl. Undersøgelsen gav også grobund for, at det ret forkætrede begreb, classroom management, blev indført fra USA. Siden har en lang række systemiske metoder med mange bogstaver og inspiration herfra gået deres sejrsgang i folkeskolerne. De har heldigvis udviklet sig væk fra de amerikanske systemer.

De er både elsket og hadet.

Elsket af dem, som her har fundet metoder, de kan få til at virke og skabe et sammenhold omkring fælles retningslinjer. Når hele skolen taler samme sprog, bliver det nemmere at tale med kollegerne og lægge en fælles strategi.

Hadet, fordi nogle synes, at det er forkert, at hele skolen skal på kursus i det samme - og ensrettes. Kurserne i klasseledelse sluger også sparsomme efteruddannelsesmidler, som kunne gå til lærernes fagfaglige opkvalificering.

Fair indvendinger. Men i dette nummer af Folkeskolen kan vi referere en spritny kortlægning af forskning i forsøg med klasseledelse. Ingen tvivl om, at det virker.

Ny forskning: Klasseledelse virker

Men ordet kan dække over forskelligt indhold i praksis. Forsøgene i undersøgelsen stammer næsten alle fra USA. I Danmark kan klasseledelse være både adfærdsregulering og læringsledelse. Det sidste sigter på, hvordan man leder undervisningen, og ikke på adfærdstræning. Det er læringsledelse, som må være i fokus i skolen.

I praksis hænger det dog sammen. God læringsledelse danner grobund for god klasseledelse.

Som en lærer siger inde i bladet: »Du skal på forhånd vide, præcis hvad du vil med undervisningen. Hvis du er helt klar over, hvad eleverne skal have ud af undervisningen, når du går ind i klassen, er det lettere at være tydelig og dermed en god klasseleder«.

Og så er det bestemt ikke ligegyldigt, hvordan det foregår. Eleverne skal dannes til demokrati og selv være med til at udvikle klasseledelsen. Adfærdsdressur a la lektor Blomme er helt slut.

Målet kan og skal aldrig hellige midlet, når det handler om at skaffe ro i klassen. Men vi kan glæde os over, at det er blevet legitimt at tale om uro. Og at der findes en værktøjskasse, som man kan låne fra. I god nordisk skoletradition.