København genåbner skole

Vesterbro-skole kommer igen til at lyde af glade børn

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For ti år siden blev Gasværksvejens Skole på Vesterbro i København nedlagt, men til sommer genåbner den med to børnehaveklasser og skal år for år udbygges, så den ender som en fuldt tosporet skole.

Skolen blev lukket i en kombination af stor fraflytning af danske familier og en stærk tilflytning af tosprogede.

»Det var på Gasværksvejens Skole, at man første gang blev opmærksom på, at det er et problem med overvægt af tosprogede elever. Derfor var der ikke stor søgning til skolen. Også fordi der generelt ikke længere var så mange børn på Vesterbro«, siger skolens nye leder, Marianne Risager-Hansen.

Da politikerne lukkede skolen i 1996, lovede de at åbne den igen, hvis det blev nødvendigt.

»Vesterbro er blevet byfornyet, mange små lejligheder er lagt sammen, og det er blevet smart at bo i bydelen«, siger Marianne Risager-Hansen.

For hende er det en drøm at bygge en skole op fra bunden.

»Som lærer var jeg med til at åbne Stenvadskolen i Farum for 25 år siden og endte med at blive leder af skolen og dermed af mine gamle kolleger. Nu får jeg chancen for at opbygge en skole uden at have en gammel kultur at slås med«.

Marianne Risager-Hansen regner også med at kunne bruge sine erfaringer fra sine første år på Stenvadskolen.

»Dengang skulle alt diskuteres, men ofte var der ikke nogen, der fulgte op på beslutningerne, fordi ledelse var noget helt andet end i dag. Nu ved jeg, hvad det betyder, at der er en leder til at træffe en afgørelse efter en demokratisk proces. Nu kan jeg bedre definere, hvordan samarbejdet skal være«, siger Marianne Risager-Hansen.

folkeskolen@dlf.org