Uskolet

Ghettoplan: Skolebørn skal skældes ud dobbelt

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Elever på skoler i ghettoområder skal fremover kunne irettesættes dobbelt, hvis de larmer i timerne, kommer for sent eller slås i skolegården. Det fremgår af regeringens nye ghettoudspil, som også foreslår, at man i særlige tilfælde helt kan jævne klasselokaler med jorden.

Med såkaldte »skærpede strafzoner« vil regeringen gøre op med nogle grundlæggende principper.

»Det handler ikke om hudfarve eller religion«, forklarer Lars Løkke Rasmussen, »det handler om, at man har valgt danske ordensregler fra. Og hvis vi skælder ud to gange og for eksempel sender en elev, der har brudt reglementet, ned på skolelederens kontor lige én gang til, så får vi sendt et klart signal«.

Socialdemokratiet mener ikke, at udspillet er vidtgående nok. »Vi er oprørte over, hvordan der visse steder hersker helt andre normer og værdier«, siger partiets ordfører. »Det er dybt bekymrende, at der i den danske folkeskole er så stort et antal af de såkaldte parallelklasser«.