Om nogle år vil jeg for længst være flyttet på DLF's sidste initiativrige ressortområde, de brugerbetalte plejehjem for gamle fagforeningspatrioter, der alle har mistet deres kørekort og hukommelse, længe før de mistede deres arbejde. Her tænker jeg, i demensens lyse øjeblikke, tilbage på de mange møder, vi som tillidsrepræsentanter var indkaldt til. Vi stod gennem kriser, reformer og kampe opløftet af det altid fremhævede procentforeningsfællesskab. På væggen hænger en falmet stencilkopi af formanden, kollektivt projekteret ud på alle værelser af modernismens materielrevolutionerende apparatur. Dengang forventede jeg ikke, at de røde, blå eller grønne faner blev båret ind, men hvor blev sangen af?

»Snart dages det brødre, det lysner i øst ...«

»Jeg ser de bøgelyse øer ...«

»Der går gennem tiden en strømning, som ikke kan dø, af arbejdets sang og af …«.

Fællesskabssangen som sammenhængskraft for en god og vigtig sag.

Idet mine børn går ud ad døren, hører jeg dem sige: »… sikke et aktivt liv, men hvor må det være svært at være den sidste mand i en døende forening«, eller måske hørte jeg »… sikke et aktivt liv, men hvor må det være svært at være den sidste fagforening i en døende mand«.

Så vender demensen tilbage, billedet på væggen slukkes, mens solostemmen tager til i styrke bag de slidte frontale pandelapper.

Da det var allervigtigst, glemte vi revolutionens sammenhængskraft: FORENINGSSANGEN.

Til alle I, der stadigvæk kan den og kan huske teksten: Lov mig, at vi synger den - og hver gang.